Mine kilder om folkedrab er bl.a.: Sven Lindqvist: Udryd de Sataner og Adam Hochschild: Kong Leopolds Arv.

Jeg slår til lyd for en verdensomspændende sandheds - og forsoningskommission (eller rettere sagt mange af slagsen – mindst én i hvert land indenfor den vestlige ’civilisation’) for at kaste behørigt lys over vores koloniale fortid og drage nogen konklusioner, som skal hjælpe os i nogle nødvendige omprioriteringer. Disse omprioriteringer mener jeg, er ikke bare af materiel art (gælds-sanering for den 3. verden, retfærdig handel og meget andet) men også - og i allerhøjeste grad - af spirituel art: Væk fra materialismen og mammondyrkelsen. Her er mine baggrundstanker og debatoplæg om at forsoning med fortidens forbrydelser, skal indeholde konkrete omprioriteringer:

Om nogle problemer med de “ukristelige kristne”

Jeg har aldrig helt kunnet tilslutte mig kristendommen, fordi jeg allerede som barn så hvordan de kristne i stort omfang ikke levede op til det, de prædikede. Både i nabolaget i det lille sogn i Vest-Jylland og på større plan… Jeg er ikke medlem af noget kirkesamfund eller religiøst fællesskab. Jeg sorterer direkte under Vorherre.
Vil kristenheden være i stand til at sadle om og lave nogle helt anderledes prioriteringer i tråd med kærlighedsbudskabet i evangelierne? Er svaret Nej! er jeg bange for at konklusionen kan blive – når vores elskede Moder Jord er blevet én stor rygende ruinhob - at kristendommen var en fejltagelse…. At den såkaldte ’vestlige civilisation’ var en fejltagelse…
Men der er store muligheder for at sadle om! Overalt er mulighederne større end problemerne. Se I artikeldatabasen I Det Danske Fredsakademi: http://www.fredsakademiet.dk/library/edy.pdf

Her giver en pensioneret hollandsk økonom og diplomat sit bud på en omlægning af kursen, væk fra katastrofen…
ISSUES OF PEACE, SECURITY AND ECONOMICS,
SEEN FROM A CHRISTIAN PERSPECTIVE
by Edy Korthals Altes
Peace and Security in the 21st Century

For mig at se er der er to hovedproblemer. Det ene er det ”homocentriske” i kristendommen. At ’Gud’ pålægger mennesket dominans over naturen. Som en gammel indianer sagde: ”Først når den sidste fisk er fanget og den sidste bæk er tørret ud, vil den hvide mand opdage, at man ikke kan æde penge!”. Denne mangel på respekt for naturen i kristendommen overgås kun af den udbredte mangel på respekt for andre kulturer. Det viser sig i det andet problem, som er missionsbefalingen:
”Gå ud i alverden og gør alle folkeslag til mine disciple !”
Under dette kampråb har den hvide mand foranstaltet holocaust på holocaust overalt i verden hvor han kom frem. Gad vide om det var sådan Jesus havde forestillet sig, at det skulle gribes an? Gad vide om Jesus havde forestillet sig, at de uskyldige ofre for dicipelmageriet blandt afrikanere, indianere og aborignier skulle tælles i over hundrede millioner?
Jødernes forfærdelige og skændige holocaust er kun en brøkdel af hvad der gik forud. I Afrika. I Australien. I Nordamerika. I Sydamerika. Overalt blev utallige millioner uskyldige mennesker nedslagtet under kampråbet ”Udryd de sataner!” (”Exterminate the Brutes!”)

Det er meget oppe i tiden, at råbe vagt i gevær over tendenserne til fascisme i ’islamismen’ Jeg tror vi skal være lige så meget på vagt for fascismen i zionismen. Allermest mener jeg vi skal være på vagt over for de fascistiske tendenser i den fundamentalistiske kristendom. Det ser ud til at de forskellige fascistiske tendenser har en gensidig interesse i opretholdelsen af krigstilstanden. De er afhængige af krig. Det har i årtier været amerikansk politik, at få udryddet enhver fornuftig opposition i den arabiske verden, så man nu har de fjender, som tjener opretholdelsen af ’verdensherredømmet’ bedst: Islam-fundamentalisterne. Man deler på mange måder de samme synspunkter i spørgsmål som abort, fagforeninger og arbejdernes rettigheder.

James Irving fik i februar 2006 tre års fængsel i Østrig for at benægte jødernes holocaust.
Han havde i et foredrag tilbage i 1989 hævdet at holocaust var et overdrevent falsum. 17 år efter bliver han så dømt. Jeg ved ikke hvem jeg skal anklage for de holocaustbenægtelser jeg selv er blevet udsat for…. Det er ligesom incest i en familie… når noget er pinligt nok bliver det fejet under gulvtæppet. Lidt ligesom løgnene om grundene til Irakkrigen: Det er for pinligt ”Lad os nu komme videre” Præcis som en incestoffer/udøver kunne have sagt det…

Men vi kommer ikke videre gennem benægtelse af fakta. Da jeg holdt mit første foredrag om ’den såkaldte krig mod terror’ og vores holocaustbenægtelser, fik jeg den respons, at ”Vi får helt dårlig samvittighed over at være hvide…” Så blev jeg klar over at jeg havde lagt for lidt vægt på forsonings-elementet. At tænke sig! Jeg havde nærmest viderebragt en slags ’arvesynds-syndrom’ selv om jeg mener, at ’arvesynden’ er det mest afskyelige teologiske monster i vores del af verden… Selvfølgelig skal vi ikke have personlig dårlig samvittighed over vore forfædres skændselsgerninger, men eftersom vi har overtaget – og drager fordel af - et økonomisk system, som fortsætter de uretfærdigheder der blev grundlagt gennem slaveriet og de omfattende folkedrab, så har vi en forpligtelse til at søge forsoning med efterkommerne af dem, det gik ud over. For de lever mange steder stadig i fattigdom og under de uretfærdige forhold, der blev grundlagt i vores oldeforældres og tipoldeforældres tid! Jeg kender godt den følelse af dårlig samvittighed – jeg har haft det dårligt lige siden jeg som stor dreng blev klar over omfanget af nedslagtningen af indianerne, og så er det langsomt gået op for mig hvor stort omfanget af massakrerne er på verdensplan. Jeg kan kun kapere det i mindre bidder. Min reaktion var at oprette Tænketank for Tilgivelse. Vi vil selv få stor fordel af en forsoning. Det burde være højt prioriteret i ’anti-terror-debatten’!
Da jeg var barn blev vi til stadighed – også dengang - tudet ørerne fulde med civilisationens velsignelsesrige fremmarch. I et erindringsværksted på et plejehjem fandt jeg følgende artikel fra Samvirke julen 1956. Dengang var jeg fire år gammel, så det svarer lidt til hvad jeg blev indprentet i søndagsskolen. Læg mærke til hvor utrolig lidt blodbad, der er nævnt – bortset fra korstoget mod Estland i 1219 – ”denne blodige kamp for kristendommen” - så kom de lige til at plyndre en hel masse, når nu de var i gang… Og Kristendommens udbredelse i Vestindien formår man at nævne, uden at komme ind på danskernes 100.000 slaver (plus de 200.000, der døde under fangst og transport, gu ved, om de kom i Himlen eller i Helvede?)

Den nedenstående artikel var i Samvirke illustreret med et verdenskort med årstallene for diverse korstog og opdagelsesrejser. Det er her jeg efterlyser et verdenskort med statistik over de enkelte verdensdeles holocauster. Jeg bruger udtrykket ’holocaust’ synonymt med ’folkedrab’ selv om jeg godt ved at ’holocaust’ er et begreb specielt tilegnet folkedrabet på jøderne.
Det er som jødernes holocaust vidensmæssigt helt uforsætligt lægger en ’dyne’ hen over de koloniale folkedrab, fordi der er så meget dokumentation om det. Selv hvis man søger på biblioteket om folkedrabet på aborignierne, drejer de allerfleste søgeresultater sig om jødernes holocaust i relation til Australien… Belgiernes folkedrab på afrikanerne i Kong Leopolds Congo overgik talmæssigt nazisternes samlede folkedrab på jøderne, men det er i utrolig grad lykkedes belgierne at lave ’cover up’ .

De overlevendes efterkommere er i bred udstrækning stadig traumatiserede af disse begivenheder. Jeg henviser her til artiklerne ’Intergenerational Aspects of Trauma for Australian Aboriginal People’, ’Healing the American Indian Soul Wound’ samt ‘The Role of Depenency and colonialism in Generating Trauma in First Nations Citizens’ i ‘International Handbook of Multigenerational Legacies of Trauma’ ved Yaael Danieli. Side 327 –372. (Findes på biblioteket I Afdelingen for Holocaust- og Folkedrabsstudier).

Vi er så heldige, at der i Danmark under Dansk Institut for Internationale Studier findes Afdeling for Holocaust- og folkedrabsstudier, som beskæftiger sig med forskning, formidling og uddannelse om folkedrab- og folkedrabslignende begivenheder. Afdelingen er Danmarks eneste forsknings-, formidlings- og undervisningscenter vedrørende folkedrab, massevold, retsforfølgelse af disse forbrydelser mod menneskeheden samt forsoning efter ugerningerne. DIIS´s adresse er Strandgade 56, Christianshavn, København. Denne hjemmeside drager stor fordel af at linke til afdelingens hjemmeside, www.folkedrab.dk Jeg er også taknemmelig for afdelingens informationsmedarbejders gode råd om en bedre disponering af vores hjemmeside, samt hjælp til at finde rundt i afdelingens bibliotek.

Der er én ting, der undrer mig: I afdelingens formidling fokuserer man på 7 folkedrab: Armenien, Bosnien, Cambodja, Holocaust, Irak, Rwanda og Stalinismens folkedrab. Det vil sige, at man undlader indtil videre at formidle oplysningsmateriale om ’de historiske folkedrab’ , som er langt mere omfattende. Jeg mener også Vietnam bør nævnes sammen med Cambodja, for så vidt jeg ved, fik amerikanerne aflivet mindst lige så mange vietnameserne som Kmer Rouge fik aflivet cambodianere. Jeg vil også gerne spørge, om der er nogen større grundlæggende årsagssammenhæng mellem de to massedrab? Vestlig dominanspolitik? Det vækker til meget eftertanke, hvor mange parter, der satte kikkerten for det blinde øje… Man taler om ’bjælken i eget øje’ - det er vel naturligt nok det øje der bliver blindt! Der hvor jeg selv satte kikkerten for ’bjælkens øje’ var med kulturrevolutionen i Kina. Jeg indrømmer hermed min passive medansvarlighed…

Udvælgelsen af de folkedrab, der formidles viden om, er de gules, de sortes, nazisternes og kommunisternes folkedrab. (Her ville jeg i øvrigt gerne have Kina med). Vi mangler stadigvæk en statistik over ’de hvides folkedrab’ - de folkedrab, der fandt sted fra Columbus landede i Amerika og tiden der fulgte. Vi er en del af en civilisation, som har udbredt sig gennem folkedrab af et omfang, der er så uhyrligt, at børnene åbenbart ikke må få noget at vide om det! Mit gæt er, at prioriteringen skyldes den rent alment menneskelige fortrængningsevne – det er virkelig ikke til at holde ud at tænke på! Kikkerten for det blinde øje…

De politikere, der skriger op om at muhamedanerne er kræftsvulster etc, viderefører til dels den tradition for dæmonisering, som Sven Lindqvist dokumenterer i sin bog Udryd de Sataner. Jeg er helt enig med Jan Øberg i, at vi efter ’muhammedkrisen’ gør godt i, at kigge kritisk på vores egen civilisation.

I Press Release nr 235, 22. marts 2006 karakteriserer Øberg den vestlige kultur bl.a. således:

Blind dominans - ofte under dække af at gøre godt - koblet til misforstået missionsiver og et racisme-baseret verdensbillede, der uden mindste tøven placerer os selv som Nummer Eet, som lærerne, og de andre som mere eller mindre underdanige tjenere eller elever. Kort sagt, en forbløffende blind men kulturelt programmeret foragt for dem, der ikke er som vi og altså står under os, er svagere og derfor kun berettiget til at modtage vor ydmygelse og foragt. Det er stort set den filosofi, dette selv- og verdensbillede, der tillader os at behandle "dem" på måder vi ikke ville drømme om at acceptere at de behandlede os på. Programmeret over århundreder ter det sig så naturligt at vi ikke længere ser det. Kun de skal lære af os, vi aldrig af dem.

Tag for eksempel det grundsyn, der ligger til grund for den traditionelle opdeling af verden i den Første, Anden, Tredje og Fjerde Verden. Det er en civilisationsstige på hvilken vi selv står på toppen og de andre på lavere trin. Det er derfor naturligt at de ser op til os og vi ser ned til - eller på - dem. Disse laverestående skal "civiliseres" så de kan kravle opad og blive som vi. Vi har løsningerne og de burde egentlig være mere taknemmelige når vi forsøger at løfte dem op.


Hen imod slutningen af sit liv blev Gandhi spurgt hvad han syntes om den vestlige civilisation. Han holdt en længere kunstpause og sagde så med et skælmsk smil: "Det synes jeg ville være en god idé."

Karsten Mathiasen

Samvirke julen 1956


Kristendommen
Efter opstandelsen gav Jesus apostlene den såkaldte missionsbefaling:… gør alle folkeslag til mine disciple. Apostlene menes ligefrem at have delt den kendte verden mellem sig, de drog i hver sin retning for at forkynde evangeliet: Peter kom til Rom, Jacob til Spanien, Mathæus til Æthiopien, Simon Zelotes til Marokko, Thomas til Inden og Kina. Paulus var den, der fik størst betydning for kristendommens udbredelse i det første århundrede. Oprindelig havde han forfulgt kristne, men efter at Kristus havde åbenbaret sig for ham, blev Paulus den store, rejsende missionær.

Hans rejser er angivet med sorte linier på det lille Middelhavskort. Ved år 100 var ca. 200.000 af Romerrigets folk kristne, to hundrede år sener en femtendedel (ca. 8 mill.). Efter at kejser Konstantin den Store i 312 ved Rom havde set korset i skyerne og hørt røsten: Ved dette tegn skal du sejre! varede det ikke længe, før den tidligere forfulgte religion blev romersk statsreligion. Så spredtes ordet. I 432 kom Patrick til Irland, prædikede den nye lære og drev – efter legenden – alle slanger ud. 496 blev frankernes kong Chlodevig kristnet i Reims, 596 kom Augustin til England, 720 kom Bonifatius fra England til Tyskland, 826 blev danskerkongen Harald Klak døbt ved det tyske kejserhof, og han rejste hjem med munken Ansgar i sit følge. 829 var Ansgar i Birka ved Mälaren. I slutningen af år 900 havde ordet lydt i hele Skandinavien, år 1000 vedtog det islandske alting, at kristendommen var den nye tro. Omtrent samtidig nåede ordet til Rusland. Missionsarbejdet havde båret frugt. Tusind år efter Kristus var så godt som hele Europa kristnet. Men samtidig var en ny religion opstået, som fra Arabien havde bredt sig i Mellemøsten og Nordafrika. De hellige byer kom i muhamedanernes magt, derfor korstogene fra 1100 og til 1200. En kort overgang kom det hellige land på kristne hænder, men tabtes atter. I norden gik korstog til de hedenske østersølande, bl.a. Valdemars berømte togt 1219 til Estland.

Samtidig med denne blodige kamp for kristendommen drog munke også ud for at forkynde evangeliet på ublodig vis. Frans af Assisi drog til Syrien og Ægypten, medlemmer af hans orden nåede videre omkring, én kom helt til Peking.

Columbus’ opdagelse af Amerika gav den kristne mission en ny, rig periode. Han og de andre store opdagelsesrejsende havde missionerende munke i deres følge. Virksomst var jesuitterne, der i 1610 samlede 100.000 indianere i et nærmest kommunistisk samfund i Paraguay. 1620 kom ”pilgrimsfædrene” til Nordamerika. De strenge engelske protestanter, der var udvandret i skibet MAYFLOWER, begyndte den protestantiske missionsvirksomhed i den nye verden, og lagde samtidig grunden til det moderne USA's vældige fremgang.
Danmark har spillet sin store rolle i det missionerende arbejde: 1706 i Indien, 1721 i Grønland, 1732 i Vestindien.

Midt i 1800-tallet åbnedes Kina og Japan for de hvide magter og dermed også for missionen. Samtidig begyndte Livingstones rejser i Afrika. Ved århundredeskiftet var der næppe et område i verden, hvor ordet ikke var blevet prædiket. Men missionen arbejder stadig. En af dens største skikkelser er Albert Schweitzer, som har virket ved Kongofloden siden 1913. Med en svag skygge viser kortet de områder, hvor andre religioner dominerer. Her er missionærernes arbejdsmark, ofte under vanskelige forhold, ofte under vilkår, der minder om de første missionærers martyrier. Historien gentager sig altid.

Kilde: Samvirke, julen 1956.