Fra marts 2009 har 'Tænketank for Tilgivelse' fået tilknyttet phd studerende Christian B.N. Gade til rådgivningspanelet.
Han er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet med et projekt om det filosofiske ubuntu-grundlag for Sydafrikas sandheds- og forsoningskommission efter apartheid. Han har lovet løbende at formidle sine resultater gennem tilgivelse.dk. Følg i øvrigt hans personlige hjemmeside http://person.au.dk/da/filcbng@hum
Samtidig har vi sat et arbejde i gang med finde frem til nogle af de fabler, sagn og ordsprog, som man i Afrika fortæller børnene for at opdrage dem til UBUNTU og empati. ( "ubuntu is transferred from generation to generation through fabels, sayings, proverbs and tradition)
Personligt tror jeg, at UBUNTU er en del af menneskets urgamle kapacitet til at være altruistisk. UBUNTU er en del af beviset for at mennesket er født godt. Det går igen også i vore egne gamle fortællinger. Nogle af Æsops 2500 år gamle fabler handler faktisk om, at man som menneske kun overlever gennem omsorg for det andet levende omkring én selv. f.eks Androcoles og løven. (A møder løven i skoven, trækker en torn ud af dens pote. Det bliver hans redning, da han senere møder den i arenaen.)
Hvor er det dog også tankevækkende, at begrebet UBUNTU i den grad er blevet overset af koloniherrerne, skønt det i så stort omfang kan berige vores vestlige tankesæt. Sådan er det med så meget ”primitiv” overlevering. Først ignorerer vi det og prøver at ødelægge det – senere ”opdager” vi det og klynger os til det som en redningsplanke. (j.v.f indinaernes naturfilosfi)
I bogen ”Ingen fremtid uden tilgivelse” af Desmond Tutu, definerer han UBUNTU således: (Side 32 og frem)
”Den personlige amnesti, harmonerer med et centralt begreb i afrikanerens verdensanskuelse – noget man på ngunisprogene kalder ubuntu, på sotho-sprogene botho. Hvad er det som har fået så mange til at vælge at tilgive i stedet for at kræve gengældelse, opføre sig så storsindet og erklære sig rede til at glemme frem for at tage hævn?
Ubuntu er et meget svært ord at oversætte til vestlige sprog. Det vedrører selve menneskelighedens kerne. Når vi vil rose nogen stærkt, kan vi sige: ”Yu, u nobuntu”, ”Det må jeg sige, den og den har ubuntu.” Så er man generøs, gæstfri, venlig, omsorgsfuld, medfølende. Man deler med andre. Man siger på en måde: ”Min værdighed som menneske er uløseligt forbundet med din.” Vi tilhører en levende sammenhæng, eller hvad Bibelen kalder ”de levendes knippe”. Vi siger: ”Et menneske er et menneske i kraft af andre mennesker.” Det betyder ikke: ”Jeg tænker, altså er jeg,” men snarere: ”Jeg hører til, jeg deltager, jeg deles med andre, altså er jeg.” Et menneske med ubuntu er åbent og tilgængeligt for andre, bekræfter andres personlighed og føler sig ikke truet over at andre er dygtige og gode, fordi det har en grundlæggende selvtillid som skyldes viden om at det hører til i en større sammenhæng og selv lider når andre ydmyges eller nedgøres, når andre tortureres eller undertrykkes eller behandles som mindre værdifulde end de er.
Harmoni, venlighed og fællesskab er af stor værdi. Samfundsmæssig harmoni er for os summum bonum – det højeste gode. At hvad der kan undergrave eller underminere dette meget efterstræbte gode, bør skys som pesten. Vrede, bitterhed, hævntørst, sågar succes som følge af aggressiv konkurrence undergraver dette gode. At tilgive er ikke kun at opføre sig altruistisk. Det er faktisk den bedste form for egennytte: Hvad der umenneskeliggør dig, umenneskeliggør uvægerlig også mig. Tilgivelsen giver folk styrke, giver dem mulighed for at overleve og holde fast ved deres egen menneskelighed trods alle bestræbelser på at umenneskeliggøre dem.
Da uhuru, frihed og uafhængighed, i sin tid holdt sig indtog i Kenya, regnede mange med at mau mau-bevægelsen ville forsøge at gøre Kenya til den hvide mands grav gennem et orgie af vold og gengældelse. Men i stedet opnåede præsident Jomo Kenyatta en sådan agtelse at der blev stor bestyrtelse ved hans død. Man var bange for hvad der skulle blive af Kenya efter Kenyatta. Ubuntu havde fået overtaget i Kenya efter uhuru. Men man kunne også henvise til at det modsatte var sket i Belgisk Congo i begyndelsen af 1960’erne og senere under folkedrabet i Rwanda i 1994. Hvad var der blevet af ubuntu ved disse lejligheder? I Zimbabwe havde Robert Mugabe derimod efter en meget destruktiv guerillakrig overrasket alle ved efter sin valgsejr i 1980 at tale om forsoning, genoprejsning og genopbygning. Det var ubuntu i praksis. Og i Namibia begejstrede præsident Sam Nujoma alle med sit vindende smil efter SWAPO’s sejr ved det første demokratiske valg, i 1989. Der blev ikke iværksat repressalier mod de hvide. Det var også ubuntu. Det der nu er sket i Sydafrika, var allerede sket i disse andre lande.”
…
Og videre skriver Desmond Tutu om hvorledes Nelson Mandela er indbegrebet af UBUNTU, - ville han komme ud af fængslet som en hævnens mand?:
Nej ! ”Vi havde ikke behøvet at bekymre os. De Klerk havde ikke mødt en hævngerrig mand der var opsat på at betale de hvide tilbage med samme mønt. Han havde derimod truffet en mand af kongelig værdighed, boblende af storsind og ønsket om at hellige sig forsoningen mellem grupper som apartheids og racismens uretfærdighed og smerte havde gjort fremmede for hinanden. Nelson Mandela talte ikke hadet og hævnens sprog ved sin løsladelse. Han forbløffede os alle ved sin heroiske legemliggørelse af forsoning og tilgivelse. Ingen kunne beskylde ham for at gøre overfladisk tale når det gjaldt tilgivelse og forsoning. Han havde været forfulgt længe før han blev pågrebet, og havde derfor ikke kunnet levet et normalt familieliv. Da han blev sat på fri fod den 11. februar 1990, havde han tilbragt næsten syvogtyve år i fængsel. Ingen ville kunne påstå at han ikke kendte til lidelse. Et berømt billede viser ham sammen med Walter Sisulu i fængselsgården på Robben Island, hvor de andre – som ses bag dem på fotografiet – sidder på række og hugger skærver. Et så unyttigt slavearbejde kunne have nedbrudt svagere sjæle med sin meningsløshed. Og vi ed at han senere fik ødelagt sit syn af det stærke lys under fangernes arbejde i kalkbruddet. Man gjorde alt for at nedbryde hans ånd og fylde ham med had. Men heldigvis slog systemets plan på det plan på det ynkeligste fejl. Han slap ud af fangenskabet som et helt menneske.
Rent menneskeligt er vi tilbøjelige til at mene at disse syvogtyve år har været et skammeligt spild – tænk bare på alt hvad han kunne have ydet i Sydafrikas og verdens tjeneste. Men jeg tror det faktisk ikke. De syvogtyve år og al den lidelse de indebar, var ilden i den smelteovn der hærdede hans stål og rensede det for urenheder. Måske havde han uden at gennemgå disse lidelser ikke i samme grad været i stand til at vise medfølelse og storsind som han var. Og ved at tage andres lidelser på sig fik han desuden en autoritet og en troværdighed der ikke helt kunne havde været opnået på anden vis. Den sande leder må på en eller anden måde kunne overbevise sine tilhængere om at han eller hun ikke deltager i spillet for egne vindings skyld, men for at hjælpe andre. Og der er intet der bidrager så godt til denne overbevisning som personlige lidelser.
Der var et sådant menneske, F. W. de Klerk mødte, og det gav ham mod til at gå videre med sine planer.”
|
