Tekster fra "Indlæg og Dialog". Eksempel:

Jeg kan tilgive næsten det hele...
Af Torben Bahn Larsen (17.1.2006, kl. 6:55)

Hej Karsten.
Jeg synes dit initiativ med tænketanken er inspirerende og det er godt at se de mange forskellige indfaldsvinkler til emnet.

Hvad er så min?
Jeg er først og fremmest en person som bare gerne vil, at vi udnytter vores viden om mennesket bedst muligt, til at lave samfund, hvor det er til at holde ud at leve et liv. Jeg vil gerne vide hvad der skaber konflikter og uforsonlighed.

Og jeg vil gerne spørge om tilgivelse er mulig når vi tillader vores natur og kultur at blive ødelagt i en velstandsjagt der med videnskabenlig garanti ikke giver os mere lykke i denne del af veden, snarere tværtimod, fordi vi ikke løser vores grundlæggende afmagtsproblemer.

At tilgive sig selv og hinanden er en vigtig handling i ethvert samfund - synes jeg. Overgiver man sig til selvhad, fjendebilleder og dæmonisering har alt herefter i virkeligheden kun krigens perspektiv.

Når uforsonligheden er så stor idag, kan det være fordi der overhovedet ikke findes noget samfund mere. Allerede 80’ernes engelske premierminister Margaret Thatcher sagde jo: ”Der findes ikke mere samfund, kun mennesker..” Og hvorfor så overhovedet tale sammen, forsones, blive enige om noget mennesker imellem? Udvise et mindstemål af tolerance, eller hensyn? Hvorfor ikke bare overgive os til barbariet og Guds forsyn?

Hvorfor var det iøvrigt egentligt, at denne Thatcher-kvinde havde planer om at atombombe den argentinske befolkning under Falklandskrigen? Og kunne man have tilgivet hende for det? Jeg ved stadig ikke om jeg kan tilgive russerne, at de først ville atombombe min lille by Roskilde, men ikke storbyerne i Danmark i tilfælde af en konflikt. Disse bombeplaner afslører at præmissen for ’Den kolde krig’ var fup. Der var ingen planer om ’total gensidig udslettelse’ i tilfælde af konflikt og derfor heller ingen fredsbevarende og dermed legitim ’terrorbalance’ som førende venstrefolk altid har fortalt mig. Spooky – fanme!

Jeg er ikke pacifist, men jeg gider bare heller ikke krig. Kamp for sammenhængende, nuancerede tanker og idéer om et værdigt liv og samfund derimod, er en sund beskæftigelse, som desværre kun få evner, finder overskud til, ja ensige tør eller finder mening i, fordi dette samfund har parkeret sine tænkende hoveder i alt for gode stillinger der loyalt skal producere markedsrationalitet på godt og ondt. Denne ’braindrain’ har foreløbigt ført til et stivnet, kynisk, snærpet og selvtilstrækkeligt kulturelt landskab hvor en nuanceret demokratisk debat om samfundsudvikling er indstillet. Resultatet er fremmedgørelse og utryghed.

Jeg synes det er på grænsen til det utilgivelige, at verden på dette tidspunkt i historien ikke er et mere menneskeligt sted – men måske der heller ikke rigtigt findes en autentisk menneskelighed! Ihvertfald ikke i vores hoveder. Vi drømmer nemlig om en overmenneskelig eksistens og handlingsevne, men opfører os ofte sølle i vores overvurderede strategiske adfærd – vi er selvhævdende og umenneskelige overfor hinanden, fordi vi trods alt er de fejlbarlige dyr som vi har været i millioner af år.

Hvis ikke der rigtigt findes sammenhængskraftige samfund, entydig civilisation, demokratiudvikling eller et sprudlende nyttigt civilsamfund, hvilke bærende forestillinger er det så vi opererer efter kulturelt? Og hvorfor bruger vi konsekvent religion og humanvidenskab som våben i en kamp imod hinanden - for at hævde os strategisk på markedet, kultur mod kultur, eller når vi skal torturere hinanden i fangelejre, men aldrig til at standse alverdens voldsspiraler og onde cirkler? Har vi virkelig altid brug for konstant at fremmane ’onde fjender’ for at fremstå gode selv? Er det vores mest betydningsfulde kulturelle ’genopdagelse’.

Kun afmagt
I såfald er det er sandeligt et afmagtssamfund der vil noget.
Kig på mennesker. Hvorfor er alle så besatte af kontrol, hvis ikke det er fordi alle i virkeligheden er afmægtige som næsten aldrig før. Og hvor fri en verden er det egentligt? Og er vi virkeligt lykkelige, når vi siger at vi er det? Eller er det bare en strategi ligesom alt andet? Lever vi ikke i et solidt socialt tyranni med opbyggelige selvbedrag? Det er jo mageløst som næsten alle menneskelige handlinger kan forklares som enten negative eller positive selvopyldende profetier og det er nok værd at tænke over, i omgangen med egne mål og medmennesker. Men min mistanke er, at vi har tvunget os selv til at tro på at lykken findes i forbrug og marked – fordi alt idag kun er.. forbrug og marked. Som styres at dybt komplicerede mekanismer. Derfor er vi også afmægtige.

Jeg synes både mennesker og stater mangler fornemmelse for hinandens grænser. Vi har ingen problemer med at lave regler der diskriminerer vildt i markedsrationalitetens navn. Man må konkludere at statsvold og afmagtsvold på individplan siver selvforstærkende rundt i systemet. Folk mangler en naturlig ro og identitet, et helhedssyn for pokker - og vi presser hinanden og os selv konstant. Der er ikke altid tid nok til de ambitiøse menneskelige relationer vi gerne vil have. Kort sagt: afmægtighed og mistanken om utilstrækkelighed er nærmest en norm. Jeg forstår ikke hvordan folk kan føle sig ’lykkelige’. Der foregår intet stort og virkeligt løfterigt i denne verden (Nietszhe’s store lykkebegreb) og der er ingen grund til at stille sig tilfreds med noget (Pascal’s lille lykkebegreb).

Lykken
Forskning viser, at hvis en person føler sig lykkelig skyldes det for 50% vedkommnde de arvelige anlæg. Derudover har man næsten ikke brug for andet end højst 150.000 kr i årlig indkomst samt det vigtigste naturligvis: at have magten i sit liv - mulighed for at handle frit i forhold til sine værdier. Det er enkelt.

Men er verden så i overenstemmelse med vores viden om lykke?
Verden oversvømmes af billige penge til spekulation og overforbrug og magten flytter bort fra vores demokratiske og institutionelle strukturer og ind i ’usynlige’ erhvervs- videns- og interessenetværk. Jeg ved ikke om folk kan genvinde sin følelse af magt ved hjælp af forbrug, men det er forståeligt at man kan finde mening i at arbejde. På arbejdet er der magt i form af kontrol og effektivitet. Men hvor effektive er vi egentlige? En typisk vidensarbejder bruger 90% af sin tid på overhovedet at filtrere viden (www.theflowmarket.com), mens kroppen skriger på simpel varieret bevægelse og motion! Er det kreativt? Innovativt? Sundt? Rend mig.

Motion – ja det får nordpolens isbjørneunger tilgengæld. Prisen for vores overforbrug er tilsyneladende at isen her smelter i en hast, så disse små kræ er begyndt at drukne i forsøget på at springe mellem de stadig færrer isflager, og der er intet vi kan gøre ved det. Man kunne naturligvis nævne et utal af lignende og endu mere pinlige tilstande og begivenheder i naturens orden, men det virkeligt pinlige ved vores tid, er vel, at verdens ledere istedet er meget optaget af erstatnings-handlingen for al social ansvarlighed: krig! Krigen for omdannelse af Irak til et nyt Iran har ifølge nogle eksperter kostet 2 billioner dollars / 120.000 milliarder kr (J. Stiglitz+L. Bilmes 2006) et beløb for hvilket USA kunne have udryddet verdens fattigdom eller selv levet med et socialt sikkerhedsnet for hele befolkningen i 150 år!

Kan vi tilgive hinanden hvis voldsspiraler, forurening eller rovdrift på naturen ødelægger vores eksistensgrundlag bare delvist? Der burde ha’ ringet en alarmklokke da man i den danske regering ansatte en mand til at udregne cost/benefit på miljø-indsats. For når der ikke mere er råd til at gøre alt det rigtige, men kun noget af det. Er det så nok?

Globalisering?
Ja, hvad med globaliseringen – kan vi tilgive hinanden hvis dette eksperiment går galt? Velmenende mennesker har opfundet verdenshistoriens endelige markedsudvidelse. Idéen er: ”One world - One market – One culture” hvor alle kan producere og handle alt med alle hvor- og hvornårsomhelst. En samhandel som i teorien kan skabe frihed, fredelig sameksistens og økonomisk fremgang for alle på kloden. Og det er jo revolutionerende godt nyt. For at kunne handle alt med alle på lige vilkår, må alle produkter, producenter og forbrugere naturligvis være forholdsvis ens og alle involverede iøvrigt deltage i stort set den samme grødkultur verden over af frit marked, over-rationaliseret livsførsel og produktion af de samme ligegyldigheder samt naturligvis være indstillet på den nye store tomme religion: demokrati (som ingen alligevel udfolder når man ser nærmere efter, og alle tror kan eksporteres med vold og magt af hensyn til globaliseringen – ja faktsik er det jo en af globaliseringens største eksportvarer! – bare ikke til Kina!).

Demokrati har dog det formildende ved sig, at ingen demokratiske lande nogensinde er gået i krig mod hinanden. Den globale enhedskultur kan man også mene meget forskelligt om. Jeg frygter det hele kan blive lidt trivielt. Der er en tragisk konflikt imellem individualisering og identitetstrang og så den afsindige tilpasning og konformitet som markedet på den anden side kræver af os. Og selv om vi fremover kunne ønske os en dejlig ’broget verden’ med en mangfoldighed af mennesker og varer og en masse ’magt til individet’, så får vi måske nøjagtigt det modsatte. Mindre vareudbud – tilgengæld mere tilgængeligt! Mindre kulturel mangfoldighed - tilgengæld jævnt spredt ud Og mindre magt til individet – tilgengæld helt demokratisk udbredt!. Hvorfor dén plan ikke har været til afstemning nogensteder ved jeg ikke. Der må vel være sket en fejl!

Også i Danmark..
Hér må der vel være sket dén fejl, at befolkningen - istedet for at indføre et nyt demokrati i respekt for den flerkulturelle udvikling - i stedet i velment bekymring over befolknings-antalmæssige fremskrivninger af kulturelt rodløse eller utilpassede individer samt de samfundsmæssige konsekvenser af disses livsførsel - har trykket på den største "stop-knap" de kunne få øje på...og valgt nogle politikere der påstår at levere tryghed i en foranderlig verden. Ja det er politikere som ikke bare har standset udviklingen og alle realistiske drømme derom, men faktisk kun drømmer om en tilbagevenden til tidligere tidsepoker, hvor verdens bekymrende miljømæssige, sundhedsmæssige, energiforsyningsmæssige, økonomisk-strukturelle, sociale og kulturelle kriser slet ikke skulle adresseres, og hvor landes tilstand lå godt i hænderne på religiøse undertrykkere, homogene, selvudråbte stammesamfund samt internationale handelsmænd (ikke at forveksle med udbyttere!). Ja, man mener endda igen idag som tidligere, at det er sundt at missionere aggressivt (Svend O. Gade), at at blande religion ind i både politik, videnskab, folekskole m.m. (B Haarder) og at et religiøst eller følelsesmæssigt argument er ligeså godt som et rationelt argument i enhver politisk debat og hvad ved jeg af ævl! Jeg kan ikke se andet perspektiv i alt dette end krig – af dén simple grund, at man ikke anerkender en virkelighed hvor mennesker har ret til at være præcis dén man er – om man så tror på Gud, Allah, Odin, Julemanden, ingenting eller sig selv. Og iøvrigt nok skal blive et bedre menneske på sin egen stille facon hvis der er brug for det! Og at alle har ret til at tilhøre og blive respekteret af et ’samfund’. Men nogen har simpelthen misforstået hvad begrebet "vores samfund fra Gedser til Skagen, fra Blåvandshuk til Dueodde" (B. Mikkelsen) er for en størrelse. Jeg er ikke en del af denne såkaldte kulturministers latterlige enhedssamfund. Hvem fanden er det? Er denne mands dumhed tilgivelig?

Det synes som om regeringen i dette land meget længe har været igang med at overskride et stort mindretals grænser for politisk-menneskelig anstændighed i den forudsigelige anstrengelse for at bevare en stadig mindre betydningsfuld magt, optimere velstanden for middelklassen og andre udvalgte på bekostning af samfundets svage, samt kulturelt set skrue hele samfundet tilbage til før 1969! Er denne fordelingspolitiske og kulturelle hævn helt tilgivelig?? Er den helt uden tendens mod en voldsspiral?

Og listen over kontraproduktive, inhumane og kultur-chauvinistiske tiltag er jo alenlang og derudover synes det ikke som om dette samfund vil noget som helst andet end bevidstløs forbrugerisme og tom symbolpolitik baseret på spekulationen i frygt. Vi skal ikke tro vi er andet end syndere, uden ret til at give hinanden medmenneskelige rettigheder af nogen art. Ånden i Søren Krarups tale er så kastrerende og gammelmands-psykopatagtig at jeg får kvalme på stedet. Hvorfor kan dette stivnede menneske ikke se undertrykkelsen i sit eget forløjede budskab når han kan se den i andres? Hvordan kan nogen tilgive sig selv, at have givet denne galning en magtbase til at genindføre menneskelig ufrihed på næsten alle principielle åndelige og konkrete planer?

Alt sammen, synes jeg, er "Afmagt gjort til ideologi". Trist.

Kan vi tilgive hinanden, at vi sad på vores hænder og voksende murstensformuer mens virksomheder og patenter blev solgt ud, frie anderledes og dynamiske samarbejds- og uddannelses-former slagtet, iværksættere og forskere tørret af med tomme ord, velfærdsstaten defacto afmonteret i kommunerne, flytningefamilier splittet, og alle holdt som gidsler i et iskoldt magtspil om ingenting, fordi der er rungende ingenting i hovedet på vores ledere? Dette samfund er helt enkelt ved at kollapse, ikke mere i misforsået godhed som i 90’erne, men i misforstået selvgodhed, - i mangel på helhedstænkning, simpel menneskelig omtanke og respekt for menneskers forskellighed.

Grundlæggende opbyggelige begreber som tolerance og humanisme, er blevet systematisk forvansket og dæmoniseret. Idag er de synonyme med nihilisme, naivitet, menneskelig selvovervurdering eller totalitarisme. Det er ganske enkelt en skandale.

Hvad kan man konkludere? Socialdemokrater og kulturradikale gjorde os alle lige. Fogh og DF vil gøre os alle ens? Fuck, det er sygt.

MEN JEG KAN TILGIVE NÆSTEN DET HELE.
Bare det ikke bliver sådan i fremtiden!

Hvis vi gerne vil leve fredeligt sammen i denne brogede og stadig 'mindre verden' må man bekæmpe frygt, utryghed, had og volds- og terrorspiraler – og kæmpe for en ny og meningsfuld dialog samt en global eksistensiel solidaritet mennesker imellem, med udgangspunkt i og langt større respekt for dén virkelighed som vi oplever - hver især, samt dén flod af viden vi har om mennesket.

Og den dialog er jeg glad for at du inspirerer til Karsten.
Og jeg synes også at dine kampagneidéer er gode.
Held og lykke.

Torben

Af Torben Bahn Larsen (17.1.2006 kl. 6:55)