Satire, vrede, forsoning og tilgivelse

Den korteste vej mellem to mennesker er smilet… Smilet signalerer forståelse og åbenhed. Hvad skulle vi gøre uden smilet?
Forestil dig to fjender som smiler og giver hinanden hånden. De har tilgivet hinanden…Stort øjeblik!

Jeg tror satire kan være det første skridt til tilgivelse. Den kan være med til at gøre det ubærlige ”bærbart”. Hvis man ler af nogen er det sværere, at hade dem så meget.
Latter er utrolig sundt, men latteren kan også være ondskabsfuld, således selvfølgelig også satire. Jeg må tilstå, at jeg godt kan lide den lidt morbide satire.

Jeg elsker jo at lave satiriske billed-collager, som Grevil på Foghs lange næse. Jeg bliver mere og mere sikker på at satiren for mig har en forsonende funktion (Eller er jeg bare ude på at legitimere min ondskabsfuldhed?) Ét billede siger mere end tusind ord! Billedet med Grevil på Foghs lange næse har været bragt i mindst tre dagblade, som kommentarer til fængselsdommen over den mand, der afslørede at grundlaget for Irakkrigen - trusselsbilledet - var løgnagtigt. Jeg har støttet den svage part i en konflikt mere end alverdens læserbreve kunne have gjort.

Personligt forholder jeg mig ret satirisk til verden, og jeg mener det har medvirket til, at jeg faktisk ikke lige kan komme i tanker om, at jeg har noget had til nogen eller noget.
Når vi ser på stand up genren, så er det meget hån-latteren, man kører på. Det behøver ikke være sådan. Hvis jeg skulle lave stand up, ville jeg sætte mig som mål at gøre det med empatisk rummelighed. - Til inspiration kan jeg oplyse, at jeg igennem en lang periode gik og lavede en øvelse, jeg kalder ”empati med Hitler”.

Jeg anmelder mig selv for landsforræderi
Noget af det mest ubærlige, jeg har oplevet rent politisk, var da Danmark absolut skulle deltage i en krig i Irak imod FN’s sikkerhedsråd, imod international lov og imod enhver sund fornuft. (Fejltagelsen vil måske først gå op for de fleste hvis/når bomberne springer i København. - Risikoen for terror er blevet 100 gange større siden Irak-krigen, siger én af verdens førende anti-terror eksperter i Jyllandsposten 28.8.05)

Jeg skammede mig i den grad over regeringens handlemåde. Ud over det hjerteløse og hjerneløse i foretagendet følte jeg også, at de gjorde nationen til grin ved at sende en ubåd til en ørkenkrig…. Det kommer til at indgå i historien på linje med slaget på Reden og Dybbøl Banke! Jeg fik det lidt bedre efter, at jeg havde ringet til politimesteren i Køge og anmeldt en alvorlig sag om landsforræderi….(Forkortet gengivelse)

- Hvem er det så du anmelder?
- Det er mig selv, og det går ud på at jeg opfordrer de væbnede styrker til mytteri…. Jeg opfordrer søfolkene på ubåden Sælen til at gøre mytteri, og vende skuden og sejle hjem igen…
- - Her indtraf der en lille pause, hvor jeg ligesom kunne høre politimesteren lige skulle lægge ansigtet i de rigtige folder.
- Er du selv medlem af de væbnede styrker?
- Nej jeg er ganske almindelig civilist.
- - Politimesteren rømmede sig et par gange, og fandt nogle paragraffer frem fra straffeloven og konkluderede til sidst, at hvis jeg ikke selv var medlem af de væbnede styrker, mente han ikke der var en sag. Han virkede helt lettet...
Jeg gik over til min gode nabo og beklagede mig over sædernes forfald, at nu kunne enhver civilist åbenbart udøve landsforræderi uden at blive straffet.
Naboen mente, at jeg burde klage til justitsministeren – Det har jeg dog ikke gjort, men måske går jeg til ombudsmanden....

Grønlandsk konfliktløsning, sangkamp
For nylig genfandt jeg et lille skrift, Bent Jensen ”Eskimoisk Festlighed” – Et essay om menneskelig overlevelsesteknik. Et 120 siders værk om eskimoernes festtraditioner. For mig var det allermest interessante at læse om grønlændernes tradition for sangkamp. (Tuqaq-teatret har også arbejdet med dette) . Eskimoisk opdragelse bruger meget latterliggørelse som middel i opdragelsen. Hvis folk er nærige eller stjæler, bliver de gjort til grin. Læg mærke til, at mål og middel hænger nøje sammen! De kan kun overleve ved at have et muntert sind. Hverken bopladsfællerne eller åndeverdenen vil ikke vide af nogen der er sure. Latterliggørelsen er utrolig effektiv, fordi det værste en eskimo ved, er at blive gjort til grin – og samtidig efterlader selve ”opdragelsesakten” samfundet med et smil i øjet. Man lever tæt sammen og skal også omgås bagefter. Det er jo konfliktløsningens alfa og omega: Vi skal helst kunne omgås bagefter.

1Det samme gør sig gældende med sangkampen. To mænd har en tvist, og den ene udfordrer den anden til sangkamp. De danser og synger nidviser om hinanden. Og publikums største applaus og hjerteligste latter afgør hvem der vinder.
”thi en Mand maae være saae anseelig, som han være vil, saa gaar han derfor ikke Ram forbi, ifald han tager sig noget for, som er skammeligt og uanstændigt, men maae taale, endog af den ringeste Modstandere, at Sandheden bliver offentligt lagt for Dagen og hans Udyder eller Unoder bliver ved Hoppen, Trommen og Sang gjorte bekiendte for en heel forsamling. For et Menneske, som har nogen Følelse af Ære, er dette visselig den føleligste straf, som kan optænkes. Og iblandt et frit Folk noget nær det fornuftigste.” ( B.J. citerer her missionær Glahns dagbøger. Side 100)

Den grønlandske sangkamp minder lidt om når de unge ”battler”, de rapper om hinanden og sviner hinanden til, og morer sig... Her er en rigtig god mulighed for at bruge de unges eget udtryk i konfliktløsningsøjemed.
Jeg kommer også i tanker om at jeg engang for over 20 år siden har været med til en børneleg, hvor to grupper stiller sig over for hinanden. Man holder hinanden under armene og løber skiftevis frem mod de andre og ”synger hinanden på”. (Det var noget klovnen Toni Trifolikum satte i gang)

Jeg vil ud fra den grønlandske inspiration stille det idealmål op for satiren, at den skal have en pædagogiske latterliggørelse som middel og en hjertelig latter og en forsoning som endemål.
Man må kunne stille det krav til satiren, at den dybest set er empatisk overfor den/dem, det går ud over.

Vi kan bruge humoren og satiren positiv pædagogisk og opdragende overfor politikere og magtmennesker, pillede falske glorier af dem. Afsløre deres løgne Èt billede kan sige mere end tusind ord!
Der ligger ganske uanede muligheder i at bruge humor og satire i ”empowerment” af den svage part i en konflikt, så vidt jeg kan se. Hvad hedder det på dansk? ”Kraftgivning”? ”Kraftindsprøjtning”? ”Humør-kraftindsprøjtning”?

Husk vreden!
Det er da også en god grund at bruge satiren til at udtrykke vrede! Som Jette Johansen slog fast i et indlæg i dialogboksen: Lad os blive vrede. Vreden først – siden hen kommer forsoningen. Rosenberg siger også: Vær glad for din ulv!
Vedrørende vrede vil jeg gerne citere fra ”Den Vingede Farao”, af Joan Grant s. 24: Den gamle vismand siger til sin elev: ”Husk det nu, Sekita: vrede som lystrer din vilje er en svøbe i din hånd; men ustyrlig vrede er er en svøbe, svunget over din egen ryg”.
Min kiropraktor har fortalt mig at, Ole Nydal, ”den hvide lama” (tidligere bokser) har sagt at den nemmeste modstander at slå, er ham der er vred. Personligt har jeg øvet mig meget i at ’være fred på en glad måde’ - altså at råbe op om min vrede samtidig med at jeg griner af det, jeg er vred over. Så får man da afreageret. For mig er det også noget af essensen i den gode satire.

Kærlig hilsen Karsten

Fra Nord til Syd gør man grin med dem der ikke opfører sig ordentligt!

Buskmændenes ven
Ud & Se bringer en række interviews med kendte danskere, der fortæller om at ramme bunde og kysse himlen. Jens Bjerre, 85 år, er opdagelsesrejsende. Han har været sammen med Afrikas buskmænd i deres allermest lykkelige stunder – og deres værste.

Når solen begynder at går ned, og skyggerne blev lange, samledes buskmændene om bålet. Røgen steg op fra et par bål og lagde sig som en paraply hen over bopladsen. Børnene flokkedes i en kreds omkring den gamle historiefortæller Kau, og han begyndte at fortælle. Det var det bedste.

Jeg sad og sugede det til mig. Det var omkring maj 1957 langt inde i Kalahariørkenen, i det der i dag hedder Botswana. Jeg boede hos buskmændene i otte måneder i alt.

Kau fortalte jagthistorier og mytehistorier om væsener, der var halvt menneske og halv dyr. Jeg kunne ikke forstå, hvad buskmændene sagde, for deres sprog består mest af kliklyde med tungen. Men jeg havde en tolk med, der hed Natamu, og han oversatte historierne for mig i store træk.

Børnene sad nærmest med åben mund og lyttede helt betaget til den gamle historiefortæller. Der var altid en pointe i historien, hvor ham, der ikke havde opført sig ordentligt blev gjort til grin. Så lo børnene højlydt. Historiens morale var en måde at opdrage børnene på. Hele den fredelige stemning med småpludren og røgen, der kom op fra bopladsen – det var, som om det var et lille stykke af Paradis. Det, jeg sad og så på, var menneskeligt samvær i den smukkeste form. Hvor børnene var harmoniske, og de gamle sad med glade smil og så på børnene.

Buskmændene udstrålede kærlighed, og for dem var sammenhold det vigtigste.

Kilde: Ud & Se – marts 2006. Interview med Jens Bjerre

Om Jens Bjerre.:
Født i Maribo. Udannet journalist, tidligere politisk redaktør ved Aftenbladet. Har været opdagelsesrejsende siden 1947, hvor han blandt andet har boet hos buskmænd i Kalahari, kannibaler i Ny Guinea og aboriginere i Australien. Har skrevet fem bøger og lavet adskillige dokumentarfilm og fotoudstillinger fra sine rejser.

Humor skal forsone – ikke såre

I marts 2000 fandt jeg ud af, at jeg er på helt samme hold som Uffe Ellemann-Jensen, nemlig på bukkeholdet. Eftersom han ikke tog telefonen, da jeg ringede, tillader jeg mig at bringe hans gode betragtninger om humor helt uden at spørge….

KM

Humor skal forsone – ikke såre
Af Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister (V)

Grænser for ytringsfrihed
Er jeg et får eller en buk? Jeg har altid opfattet mig selv som en buk, men nu kom jeg pludselig i tvivl. Indtil min bibelstærke hustru oplyste mig om. At fårene er ”de gode” og frelste, men bukkene er de slemme. Så var jeg rolig igen, for når fårene i den aktuelle sammenhæng skal skilles fra bukkene, er der ingen tvivl om, at jeg er en buk. Og det har jeg det fint med – selv om jeg har vanskeligt ved at se visdommen i den slags binære udskillelsesløb.

Hvis nu det virkelig handler om ytringsfrihed, så sætter det jo fingeren på et ømt punkt: Hvis ytringsfriheden ikke rækker til, at man kan sætte spørgsmålstegn ved den måde hvorpå ytringsfriheden anvendes, så er den ikke meget værd.

Derfor er det vigtigt at fastholde, at sagen om Muhammed-karikaturerne ikke handler om Jyllands-Postens ytringsfrihed. Det er en fordrejning opfundet af avisen selv, da den følte sig i en klemme.

Der er jo ikke den politiker, som ikke udsteder det mantra, at Jyllands-Posten handlede inden for rammerne af ytringsfriheden – hvorved lovgiverne jo blander sig i den dømmende funktion. For selv om der formentlig ikke er sket overtrædelse af de love, der lægger grænser for ytringsfriheden, så er det alene en domstol, der kan fastslå dette.

Men nu handler det ikke om jura, men om moralsk ståsted. Spørgsmålet er alene, hvor man skal trække grænserne for anvendelse af ytringsfriheden. Her har Jyllands-Posten klart demonstreret, at der findes grænser. Det skete for eksempel, da ledelsen afviste at bringe karikaturer af Holocaust. Det var efter min mening en helt korrekt beslutning. Men den viste, at der altså er grænser – og diskussionen burde derfor bringes tilbage til at handle om, hvorvidt disse grænser blev overtrådt med offentliggørelsen af Muhammed-karikaturerne.

Læg mærke til, at jeg taler om Muhammed-karikaturerne – og ikke Muhammed-tegningerne.
For deri ligger der nemlig den forskel, der har skabt problemerne. Der er forskel på en karikatur og en tegning. Og hensigten med netop at bringe karikaturerne blev jo formuleret af bladets kulturredaktør med de ord, som avisen lige siden har forsøgt at bortradere: Muslimer her i landet må ligesom andre ”være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse”. Her hoppede kæden af. For der er vist efterhånden en udbredt forståelse for, at ytringsfriheden ikke skal anvendes til at genere andre menneskers religiøse følelser – medmindre det er i en værdig sags tjeneste. Med fare for at blive betegnet som smagsdommer – en nyttig funktion, som hvert enkelt menneske forhåbentlig påtager sig som en nødvendighed for civiliseret samvær med andre – vil jeg fastholde, at karikaturerne gik over den streg, der lægges af ordentlig opførsel og god smag.

Var det så ikke bare et udtryk for god dansk humor?

Lad os søge vejledning hos en af de største kendere og bruger af dansk humor, Victor Borge:
”Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker”, sagde han. Han var sig bevidst, at humoren er et af de stærkeste våben, man har i menneskenes krig mod hinanden: ”At latterliggøre kan være dræbende”, sagde han. Humoren kan ikke kun danne en bro mellem mennesker, den kan også være en barriere.

Kernen er, at humor skal forsone – ikke såre. Derfor er der grænser for, hvordan man anvender humor. Og disse grænser er forskellige hos kristne og hos muslimer. Men grænser er der. Begge steder.

Den centrale misforståelse i debatten om profettegningerne er sammenkædningen mellem de tegninger, en forfatter hævede, det var vanskelige at skaffe til en bog om Profeten – og så de karikaturer, Jyllands-Posten fik fremstillet og trykte.

Det første er jo ikke kontroversielt. Men det er det andet. For nu var der tale om religiøse følelser. Da blev humoren anvendt til at såre, ikke til at forsone.

Det væsentlige i denne sag er ikke, om en avis har ret til at dumme sig – for det har den formentlig… Det væsentlige er, hvordan man kan bygge bro mellem mennesker, der tilhører forskellige religioner. Og hvis vi ikke kan diskutere det spørgsmål i fordragelighed, så risikerer vi at begå vold på ytringsfriheden.

Kilde: Berlingske Debatsektion d. 2. marts 2006.

PS.
Hvis du, kære læser, gerne vil vide mere om humor og satire i den arabiske verden, vil jeg anbefale de vidunderlige historier om Hodsja Nasreddin. Den islamiske verdens svar på Till Eulenspiegel. Min yndlings Hodsja bog er Leonid Solovjof: Skælmen fra Bukhara. Se mere på www.gavtyvehistorier.dk

KM