Jeg havde  tilbage i 2006 en  idé om at lave en organisation, der arbejder for mere tilgivelse i en verden i terrorkrigens skygge. Til min meget store glæde opdagede jeg at vi var én blandt mange grupper og organisationer, der arbejder for mere tilgivelse. Overalt i verdens brændpunkter opstår der tilsyneladende bevægelser for fredelig konfliktløsning og grupper og organisationer, der arbejder for tilgivelse og forsoning. Jeg vil se på denne bevægelse og give nogle typiske eksempler på hvordan tilgivelse bruges til at komme over selv de værste traumer. Denne tekst er oprindelig skrevet til et antropolgiske tidsskrift, som dog valgte ikke at bringe den.

Jeg er blevet overrasket mange gange over menneskets evne til at tilgive det utilgivelige. Det er en proces hvor den krænkede løfter byrden af nag og fortrædelighed af sine skuldre og går videre ud i verden med lettere skridt. Tilgivelse kan ikke påduttes som noget normativt. Hvert enkelt tilfælde af tilgivelse er et mirakel. Som Desmond Tuto siger: ”Vi står på hellig jord, når nogen tilgiver”

Indledning

Hvorfor interesserer en cirkusklovn og storyteller sig så meget for tilgivelse? Det er jeg ofte blvet spurgt om siden jeg for ti år siden oprettede Tænketank for Tilgivelse.

Det er fordi jeg siden jeg var barn er blevet rørt af historier om forsoning. Jeg arbejder med tilgivelse fordi jeg kan lide det! Fordi jeg som historiefortæller søgte efter de mest rørende historier, i stedet for de vanvittige jokes jeg samlede på i starten.

Jeg har ingen særlige traumer i mit liv, som kræver opmærksomhed, men jeg skal da lige love for at jeg gennem min research efter historier har mødt folk, der har haft enorme traumer og som har valgt at komme ud af disse traumer gennem en tilgivelsesproces.

Problemformulering

Jeg har de seneste år ofte hævdet at der er en verdensomspændende bevægelse for tilgivelse.  Det er min problemformulering for denne artikel: Kan jeg godtgøre denne påstand, som jeg ofte har fremført rent agitatorisk?

Hvis vi gerne vil udbrede kundskaben om, at det er muligt at bruge tilgivelse som bevidst strategi på såvel personligt som samfundsmæssigt plan, er det en stor fordel at kunne sige noget om de faktorer, der påvirker udbredelsen af en sådan strategi. Udtrykket ’strategiudbredelse’ er det nærmeste jeg kan komme på en definition af en ’bevægelse for tilgivelse’.  Jeg vil prøve at argumentere for en  sammenfattede beskrivelse af en tilgivelsesbevægelses fysiske udbredelse og dens idehistoriske/religiøse udspring, om end det kun bliver fragmentarisk.

Det er svært at opstille operationaliserbare faktorer, for hvordan kan man måle og veje spirituelle bevægelser? Jeg håber, jeg kan pege på emner, der fortjener videnskabelig forskning.

Disposition

Indledning Hvorfor…

1. Problemformulering.  Findes der en verdensomspændende bevægelse for tilgivelse?

2. The Wellbriety Journey To Forgiveness

 3. Anonyme Alkoholikere

4. Et kursus I mirakler

 5. The Forgiveness Project

6. Den vertikale bevægelse, ’idehistorien’ Buddha, Kong Asoka, Jesus,  Ganhdi, Martin Luther King, Tuto og Mandela. Hoopopnopono. Eskimoernes sangkamp.

7. Konklusion

2. The Wellbriety Journey To Forgivenes

Indianernes march for tilgivelse

For mig blev denne artikel-skrivning også en rejse tilbage i min egen fortid.

Jeg googlede World Wide Movement For Forgiveness. En del af de links der kom op kendte jeg I forvejen, men der var et nyt link: The Wellbriety Journey To Forgiveness.

Wellbriety er en opdigtet ord baseret på ordet ‘sobriety’ – som er at leve uden alkohol – at blive ædru efter at have været alkoholiker.. Det handler om at mange indianere som blev ædru alligevel havde heftige problemer fortsat, og denne bevægelse “wellbriety” arbejder for at disse mennesker får deres liv og sjæl tilbage og lever i samklang med deres oprindelige værdier. De bliver sunde og raske og kommer ud af alkoholens eftervirkninger.

Til min glæde og overraskelse genkendte jeg min gamle ven Albert White Hat i filmen. I 1987 var han med i en gruppe indfødte amerikanere (herefter for nemheds skyld: indianere)  som deltog i et kulturmøde arrangeret af Dansk Indiansk Forening http://tipi.dk/  Jeg havde deltaget i et shaman kursus, og en af deltagerne her spurgte mig om jeg ville komme til Bryrup med mit nye tomastede cirkustelt. Jeg ville ikke få betaling, men blot fornøjelsen af at være med. Og det blev en stor fornøjelse! Det blev en uge med svedehytter og foredrag med blandt andet Albert White Hat om indianernes kamp for menneskerettigheder og respekt for deres kulturelle og spirituelle værdier.

Fælles for dem alle var, at de var lakota-/sioux-indianere fra Rosebud Reservatet, og at de alle havde tilknytning til Sinte Gleska College. Hver på sin måde viste de forskellige gæstelærere at være højt kvalificerede repræsentanter for deres kultur. Herunder et foto af Albert White Hat i Bryrup.
  

Albert White Hat havde i mange år undervist i indiansk kultur på Sinte Gleska College og havde været med til at oprette colleget. Han havde også undervist i indiansk kultur på hvide uddannelsessteder. Han var således vant til at give sin viden videre til et hvidt publikum.

Filmen indleder med et resume af folkedrabet på indianerne i USA. 99 procent af den oprindelig befolkning blev udryddet gennem massakrer, alkoholforgiftning og sygdomme (Nogle dødelige sygdomme blev bevidst påført dem med kopper-inficerede tæpper).  Efter at folkemordet var kulmineret tog de hvide i stort omfang indianernes børn fra dem og anbragte dem på kostskoler. Her blev de frataget deres mokkasiner, deres sprog og kultur og enhver værdighed. Hvis de sagde bare ét indiansk ord kunne de blive pryglet halvt ihjel. De blev udsat for seksuelle overgreb. Og de mistede orienteringen om hvad der var rigtigt og forkert. Ceremonierne der traditionelt markerede overgange til voksenlivet blev forbudt, så de unge svævede i et limbo, hvor de ikke vidste, hvem de var. Der var 500 kostskoler over hele USA. Det minder om det vi så fra Australien i filmen ”Rabbit Proof Fence”. Og i mindre målestok foregik det også med grønlandske børn.

Der findes tusindvis af anonyme grave ved disse kostskoler. Og fordi de unge  mødte mishandling i stedet for omsorg, mistede de også evnen til at blive gode forældre, så traumatiseringen fra kostskolerne blev nedarvet i generation efter generation. Det havde jeg selv hørt Albert White hat og Norbert Running fortælle om i 1987. Dengang gjorde det især indryk på mig hvordan de kæmpede for legalisering af indianernes ceremonier i 1970´erne, som en del af arbejdet med at rehabilitere indianske fanger i fængslerne. Det var fascinerende at høre om indianernes aktuelle modstand mod undertrykkelsen 

The Wellbriety Journey To Forgiveness er også en del af indianernes modstandskamp.

De har indset, at for at bryde mange genrationers nedarvede traumatisering kan de kun rejse sig gennem sandhed og tilgivelse. De starter en 7000 miles lang march for oprejsning. De besøger en lang række af de gamle kostskoler, og de ældre fortæller om den fuldstændige uhyrlige behandling de blev udsat for. Der er mange tårer i den film. Jeg har siden jeg var barn altid holdt med indianerne og beundret deres mod. MOD  er netop et kerneord for at udtrykke hvad det kræver af disse mennesker at stå frem og offentlig fortælle hvad de har været udsat for. Mange har endog aldrig kunne fortælle deres egne børn om det, så slemt har det været.

Deres tilgivelse er en udrensning af den ondskab de har været udsat for i civilisationens navn. Deres tilgivelse retter sig ikke mod enkeltpersoner alene, men mod AL den fortræd de har lidt. I mange tilfælde er det en tilgivelse uden modtager, for de hvide anerkender ikke de har gjort noget forkert. Med marchen kræver indianerne en undskyldning af Obama på vegne af den lange række af amerikanske præsidenter, der beordrede folkemordet. Måske får de en undskyldning ligesom aborignierne i Autralien, og det vil så sikkert blive ligesom en gammel aborignier sagde ”Vi fik ordene og de hvide beholdt pengene”

Citat fra filmen:

http://www.youtube.com/watch?v=tG7hEVUCwiU

I filmen siger Albert White Hat præcis det samme, som jeg med mine egne ører hørte ham sige i Bryrup i 1987:

”Jeg kom ud af min skam over, hvem jeg var sidst I 60´erne. Jeg vendte tilbage til min kultur. Jeg lod mit hår gro og begyndte at tale mit sprog. Jeg fastede og gjorde vision quests gennem fem år.

Jeg husker i sær engang, det var en smuk nat. Jeg sad under stjernehimlen og bad, og fik flash back til alt hvad de hvide havde gjort mod mit folk, til Sand Creek og Wounded Knee, hvert slag og alle de love der var rettet mod os fra kirkerne og regeringen ramte mig én for én, og hvordan det havde berørt mit liv. Jeg sad og blev mere og mere vred, og vreden vendte sig til had i mig. Jeg så på hele situationen. Der var intet jeg kunne gøre. Det var for meget. Det eneste jeg kunne gøre var at gå ud og gribe et våben og…  Så hørte jeg bedstefar tale til mig. Jeg stod op og så mod øst, morgendæmringen, det var smukt. Der var nok lys til at se de runde bakker, sølv månen og morgenstjernen. Det var smukt og jeg ønskede at leve, jeg ønskede at være glad. Jeg følte, at det fortjente jeg! Og det kunne jeg kun opnå ved at tilgive. Jeg græd den morgen, for jeg var nødt til at tilgive. Siden den dag har jeg arbejdet på det hver eneste dag.

Jeg ved ikke hvor mange mennesker, der er faldet.  Hver og en af os, hvis du er Dakota,  så må du møde det der er sket, hver enkelt ting må du se i øjnene. Du må ta en beslutning, du må håndtere situationen. Hvis ikke vil du dø på vejen et sted, være fuld, sætte en pistol for tindingen, hvis du ikke du tager hånd om situationen.

Dette er ikke historie. Det er stadig med os. Hvad der er sket i fortiden vil aldrig forlade os. De næste 100 – 200 år vil det være med os. Vi er nødt til at ta os af det.

Vi må bringe spiritualiteten tilbage og genoprette harmonien. Tilgive det utilgivelige. Hvis ikke vores børn skal græde må vi græde. Vi må tage smerten så vores børn undgår den”

Når indianerne har den mentale kapacitet til at tilgive det utilgivelige tror jeg, at det også har noget at gøre med deres sans for humor, som uomtvisteligt fremmer tilgivelsen.

Vi lo meget i Bryrup sammen med indianerne. Jeg kan huske Albert Whitehat fortalte denne historie:

”Engang da Apollo astronauterne trænede til månelandingen i Arizonas ørken blev de iagttaget af nogle Navajo indianere. En gammel indianer spørger hvad de egentlig laver og får forklaringen.  En PR mand fra NASA fik den ide at spørge ham, om han ville have en besked med til månen. Han nikker ivrigt, og indtaler et budskab på båndet. De omkringstående indianere bryder sammen af grin og latter. PR manden beder dem om at oversætte den gamles ord, men de slår sig på lårene og ryster på hovedet. Så bringer han båndet ind til det nærmeste universitet og får oversættelsen. Den gamle har sagt ”Pas på de røvhuller, de er kommet for at ta´ Jeres land!””

Wellbriety bevægelsen beskriver deres proces, som fir-delt: Først Recognize: indse hvad der er sket. 2. Acknowlege: anerkend hvad der er sket. 3. Tilgiv. 4. Change, transformation.

Selve tilgivelses-processen beskrives også som fir-delt: ”Tilgivelsens fire retninger”. 1. Basis tilgivelse 2. At tilgive det utilgivelige. 3. Tilgivelse af sig selv. 4. Tilgivelse af andre.

De taler om sandhed, dernæst tilgivelse. Dette er utroligt interessant og burde udforskes meget mere. Der er jo tale om tilgivelse efter langt større overgreb end apartheid i Sydafrika repræsenterede.

3. Anonyme Alkoholikere

Efter at have erfaret hvordan indianernes helbredelse af traumer og alkoholisme bliver fremmet af tilgivelse, var det naturligt at se på vores hjemlige behandling af alkoholisme. Det var en AHA oplevelse for mig at opdage at TILGIVELSE faktisk er noget meget essentielt i Anonyme Alkoholikeres arbejde. Hvor indianernes helbredelse arbejde af naturlige grunde er begrænset til det amerikanske kontinent er Anonyme Alkoholikere en verdensomspændende bevægelse og blev startet i USA i 1935 af to alkoholikere, en børsmægler i New York, og en læge i Ohio.

Man regner med at der er ca. 150.000 Anonyme Alkoholikere grupper over hele verden med mere end 2 mio. medlemmer. Der er mere end 300 ugentlige møder i Danmark, og man er sjældent mere end 30 km fra et møde her i landet.

Jeg vil gerne efterlyse et overslag over hvor mange millioner mennesker der er blevet helbredt for alkoholisme gennem Anonyme Alkoholikere siden 1935. De registrerer ikke deltagerne, så det bliver nok svært at få sådanne tal.

En medvirkende årsag til den store udbredelse AA har fået, er efter manges mening den grundlæggende idé i Anonyme Alkoholikere om at bringe Anonyme Alkoholikere ‘s budskab videre fra den ene alkoholiker til den næste. Ligesom indianernes arbejde med helbredelse indeholder en hævelse af deres spirituelle og åndelige formåen og en forbinden sig med deres sande værdier. (Indianerne er muligvis inspireret af Anonyme Alkoholikere)

Det er en vigtig del af behandlingen af alkoholisme at man skal rundt og bede om tilgivelse der, hvor man har gjort fortræd, og hvis man er kommet til at skylde penge, skal man aftale afdragsordninger. Senere i forløbet skal man arbejde med at tilgive sig selv. Det er smukt eksempel på at tilgivelse er hjælp til selvhjælp. Der er ikke noget krav i Anonyme Alkoholikere om, at det enkelte medlem skal bringe budskabet videre til andre alkoholikere, men mange alkoholikere har opdaget, at de selv får nemmere ved at holde sig ædru ved at fortælle om deres egen livshistorie til andre alkoholikere.

Se mere uddybende materiale efter artiklen

4. Et kursus I mirakler og buddhisme

Næsten al litteratur jeg er stødt på om tilgivelse refererer et eller andet sted til bogen ’Et kursus i mirakler’, som har den baggrundshistorie, at den er kanaliseret til forfatteren direkte fra Jesus og har bevæget tusinder af mennesker til at blive overbevist om tilgivelse som det helt centrale for en bedre fremtid for menneskeheden.

En deltager i Tænketank For Tilgivelse, Regine Bidstrup skriver:

”Tilgivelse er noget du gør udelukkende for din egen skyld. Fordi du ikke mere gider at rende rundt og forurene din krop med dårlig energi. Fordi du ikke mere gider at være i offerrollen. Selvom vi tror at vi er de stærke når vi ikke vil tilgive, så har vi rent faktisk gjort os selv til ofre. Hvorfor det er vigtigt at få “de andre” til at vedkende sig deres skyld eller fejl, det er fordi vores ego vil have ret. Vores ego vil ikke have fred – vores ego vil have ret. Et eller andet sted i ’Et kursus i mirakler’, står der at egoets vigtigste opgave er altid at få os til at lede efter kærlighed og fred, og sørge for at vi aldrig finder det. Det er det der er paradokset. og miraklet er at indse det og ændre vores tanker om os selv, om verden og om andre mennesker og indse at der i virkeligheden slet ikke er noget at tilgive.”

Det minder om ’Et kursus i mirakler’ med et sprogbrug som virker religiøst, men ligesom Anonyme Alkoholikere hævder man ikke at være religiøs. Det lader til at være generelt for mange spirituelle bevægelser i vor tid at man er nødt til at bruge begreber om højere magter, og man bruger så gammeldags religiøse udtryk men lægger et nyt tidssvarende indhold i dem.

Jeg kan ikke på så lidt plads yde retfærdighed til ’Et kursus i mirakler’. Læsere må selv søge videre

I tænketanken har vi flere specialister…

Jeg tror noget af det vigtigste er et opgør med den dualitets-opfattelse, at noget/noget er ondt og noget/noget er godt. Vi har alle begge dele i os, og ved at gøre op med at noget opfattes som kun ondt, så udelukker man også muligheden for den dæmonisering, som ’berettiger’ og forsvarer folkedrab og ’krig mod terror’

Hermed er ’Et kursus i mirakler’ også mere buddhistisk i sin grundholdning end kristen i traditionel forstand. Netop buddhismen er en meget hurtigt voksende bevægelse for tilgivelse. Jeg har ingen aktuelle tal, men som bare et enkelt eksempel vil jeg foreslå at se på Thich Nhat Hanh´s bevægelse og hans aktiviteter i Plum Village og andre centre

5. The Forgiveness Project

The Forgiveness Project (Klik her:) er efter mit skøn den mest forbilledlige og mest inspirerende organisation, som arbejder med tilgivelse. De arbejder ud fra et ikke religiøst grundlag og hvis man kigger på deres hjemmesider finder man de mest utrolige historier om tilgivelse af det utilgivelige. For den travle læser af dette tidsskrift vil jeg anbefale at gå først til deres hjemmeside og søge mere information.

The Forgiveness Project is a UK based charity that uses storytelling to explore how ideas around forgiveness, reconciliation and conflict resolution can be used to impact positively on people’s lives, through the personal testimonies of both victims and perpetrators of crime and violence. Our aim is to provide tools that facilitate conflict resolution and promote behavioural change. Central to the work is our commitment to work with ex-offenders and victims of crime as a way of modeling a restorative process. To achieve this we:

• Collect & share real stories of forgiveness and reconciliation to help individuals transform the pain and conflict in their own lives.

• Run a restorative justice programme in prisons helping build community resilience by working with victims to rehabilitate offenders.

• Create resources for schools to educate young people about peaceful solutions to conflict.

• Provide tools for resolving hurt and conflict by holding events and running training programmes.

Mission

To open up a dialogue about forgiveness and promote understanding through awareness, education and transformation.

Aims

1. Awareness – raise the debate about forgivenessby collecting and sharing personal stories.
2. Education – encourage and empower people to explore the nature of forgiveness and alternatives to conflict and revenge
3. Transformation – engage civil society, as well as transform hearts and minds

TFP kører også nogle udstillinger The F word: Images of Forgiveness

The exhibition tells some extraordinary stories – stories of victims who have become friends with perpetrators, murderers who have turned their mind to peace building.

As I talked to friends, colleagues and strangers about this exhibition, I noticed that forgiveness cuts public opinion down the middle like a guillotine.  There are those who see forgiveness as an immensely noble and humbling response to atrocity – and then there are those who simply laugh it out of court. For the first group, forgiveness is a value strong enough to put an end to the tit-for-tat settling of scores that has wreaked havoc over generations. But for the second group, forgiveness is just a copout, a weak gesture, which lets the violator off the hook and encourages only further violence. This is why we called the exhibition, The F Word. For some people forgiveness is a very dirty word indeed.

Forgiveness: a way out of the darkness by

Click to read the Director’s blog on The Huffington Post

Forgiveness is an inspiring, complex, exasperating subject, which provokes strong feeling in just about everyone. Having spent all of 2003 collecting stories of reconciliation and forgiveness for an exhibition of words and images which I created with the photographer, Brian Moody, I began to see that for many people forgiveness is no soft option, but rather the ultimate revenge. For many it is a liberating route out of victimhood; a choice, a process, the final victory over those who have done you harm. As Mariane Pearl, the wife of murdered journalist Daniel Pearl, said of her husband’s killers,

“The only way to oppose them is by demonstrating the strength that they think they have taken from you.”

In answer to who is working with forgiveness – there is so much I wouldn’t know where to start.

There are even 3 Forgiveness Project s and 2 F Words (one our exhibition and one a gangs inititiative in Canada).

1. The Forgiveness Project UK

2. The Forgiveness ProjectHawaii

3. The Forgiveness Project – Stanford University (Dr Fred Luskin, academic, teaching approcah)

In terms of academia Dr Robert Enrights and Dr Everett Worthington are the top academics (with Fred Luskin) in the US in this field.

Jeg har spurgt Marina Cantacuzino, grundlægger af The Forgiveness Project UK om hun har overblik over “Den verdensomspændende bevægelse for tilgivelse” og hvor mange lande der er repræsenteret i hendes projekt gennem deres samling af historier. Selv hun, som er midt i det, har ikke noget overblik, men henviser til

The Ara Pacis Initiative  Klik her:  www.arapacisinitiative.org 

They are in touch with most people in the ‘forgiveness’ world.  There is a vast network of people who are members including me/TFP

In terms of the countries that we cover with stories for TFP – they are as follows:

Argentina, Australia, Bosnia, Cambodia, Canada, Colombia, Egypt, Germany, Ireland, Israel, Kenya, Lebanon, Palestine, Rwanda,  Romania, Senegal, Sierra Leone, South Africa, Uganda, Ukraine, UK, USA,  i alt 23 lande

Når man ser hvorledes The Forgivness Project har udviklet sig over en ti-års periode, er det en fantastisk bevægelse!

6. Den vertikale bevægelse/ idehistorisk skitse

Buddha, Kong Asoka, Jesus,  Gandhi, Martin Luther King, Tutu, Mandela, Jacob Holt. Hoopopnopono. Eskimoernes sangkamp.

Når vi ser på de mange forskellige organisationer, der arbejder med tilgivelse så er de fleste religiøst eller spirituelt funderet. Især TFP skiller sig ud som en erklæret ikke-religiøs organisation. Men naturligvis er mange af de historier de bringer ud i verden spirituelt eller religiøst inspireret. Det er utrolig vigtigt, at den mest seriøse organisation i tilgivelses-verdenen har dette grundsynspunkt. Fordi det afskrækker mange i vores sekulære verden, hvis man skal være religiøst frelst for at få glæde af tilgivelse.

Når vi ser på den verdensomspændende bevægelse for tilgivelse, vil jeg opfordre til en nærmere udforskning af tilgivelsens åndelige historie. Hvornår har vi de første beretninger om tilgivelse? Hvor kommer inspirationen fra, og hvilke faktorer fremmer udbredelsen af ideen om tilgivelse som bedre end hævn?

I de åndelige traditioner fylder Buddhas lære utroligt meget. Utallige er de historier hvor Buddha lærer os om betydningen af empati og tilgivelse. Han blev forbillede for krigerkongen Asoka, som efter et blodigt slag pludselig fik afsky for sit krigervælde og vendte sig mod Buddhas lære om medfølelse. Han levede 2 århundreder efter Buddha og regerede i ”Medfølelesen Kongerige” i det gamle Indien. Andre end jeg kan meget bedre redegøre for hvordan Gandhi blev inspireret af Kong Asoka, Buddha og Jesus. En pasthunsk islamisk stammeleder med 100.000 ikke volds soldater var Gandhis allierede  Jeg mener det er uhyre vigtigt med mere forskning i hvordan medfølelsens og tilgivelsens tankegang spredes. Hvordan kom det til Martin Luther King, til Nelson Mandela og Desmond Tuto?

I vores selvophøjede tro på vestlig fuldkommenhed er det vigtigt at vi fokuserer på de traditioner man har for medfølende og tilgivende konfliktløsning i såkaldt ’primitive kulturer’. I Sydafrika har vi Ubuntu, i mange afrikanske lande har man haft glæde af traditionelle konfliktløsninger.  Fra Maorierne på New Zeeland og de indfødte på Hawai har vi fået inspiration til  ’restorative justice’ i vores del af verden. 

I det høje nord havde eskimoerne tidligere en meget morsom form for konfliktløsning gennem sangkamp. To stridende mænd laver nidviser om hinanden og synger dem for hele bopladsen, og den mand, der får størst bifald, har vundet konflikten.  (Kilde: En lille bog, "Eskimoisk Festlighed")

Fredelig konfliktløsning er simpelthen meget sjovere, og så banalt det lyder, så er jeg sikker på at det er en meget væsentlig faktor i spredningen af disse teknikker. De ældgamle historier fra Buddha, Jesus og Muhammed om tilgivelse er blevet bevaret fordi de er rørende og tjener til menneskets overlevelse.

Konklusion:

Så vidt jeg kan se er den vigtigste faktor, der fremmer udbredelsen af tilgivelse som strategi: Viljen til at stoppe lidelsen. ”Der er ingen helbredelse uden tilgivelse”, som Desmond Tuto siger. Deraf kommer der en masse andre faktorer som drejer sig om de bevidsthedsudviklingsmæssige og udannelsesmæssige områder. Bevidstheden om at det er muligt at lære at tilgive.  Vi tror i vores vestlige selvfedhed, at kristendommen har monopol på tilgivelse, men således forholder det sig ikke. Tilgivelse kommer fra mange kilder fra alle kulturer og religioner og spredes på tværs af alle religioner og politiske opfattelser.

De faktorer vi kan arbejde med, er skabelse af gode rollemodeller ved at fortælle nogle af de mange tusinde historier der findes om mennesker der har generobret deres sundhed gennem tilgivelse. Som Vigga Bro siger ”Lad of fortælle de historier, som stikker deres små kæppe i hævnens og hadets hjul”

Vi har et valg hver dag hele tiden.

En gammel indianer går tur i skoven med sit barnebarn og fortæller:

”Der er to ulve inden i mig. Den ene er grådighedens, og egoismens og hævnens ulv. Den anden ulv er gavmildhedens, medfølelsens og tilgivelsens ulv. Og de slås hele tiden!”

”Bedstefar, hvilken ulv vinder?”

”Den ulv du fodrer!”