Krigerkongen bliver en sand bodhisavattva, en buddhistisk helgen: Kong Asoka (299 – 237 B.C.) bliver overvældet af sorg og anger ved synet af hundrede tusinde dræbte krigere efter et sejrrigt slag. Fra den dag regerede han Indien med ikke vold.
Tre hundrede år før Kristi fødsel fejede Alexanders uovervindelige hære hen over antikkens verden. Men Alexanders drømme om at erobre verden led skibbrud ved bredden af Ganges – den flod han aldrig satte over. To år senere dukkede endnu en stor kriger op af ukendtheden for at erobre det samme land, der havde besejret Alexander den Store. Krigerens navn var Maurya og hans kongerige, Mauryas imperium, der hele tiden blev udvidet, skulle senere blive kendt som Indien.
Som årene gik blev Mauryas kongerige overdraget til hans søn Bindusara og derefter til hans sønnesøn Asoka, en kriger hærdet i kamp, hvis ambitionsniveau fuldt ud kunne stå mål med Alexanders. Kong Asoka tilbragte sine unge år i krig med at erobre naboprovinserne. Derpå besejrede Asoka landet Kalinga i det ottende regeringsår af sin fyrre års regeringsperiode – en overvældende sejr hvor hundrede tusinde kalingaer blev dræbt og hundrede og halvtreds tusinde taget til fange. Mange tusinder af Asokas egne mænd faldt, og tusinder af sårede på begge sider omkom i dagene der fulgte.
Kalinga var nu Asokas. Men øjeblikkets totale triumf frembragte en enestående og ganske uforudset virkning: Dan han kiggede ud over slagmarken og betragtede den skæbnesvangre høst af døde, blev Kejser Asoka overvældet af en sorg og anger som ikke alene skulle ændre hans eget liv, men også Indiens fremtid.
I dette øjebliks dybfølte græmmelse erkendte han alle levende væseners iboende værdi, krigens totale rædsel og det usle begær efter jordisk berømmelse som havde lokket ham ud i denne helt idiotiske handling. De indsigter der kom til ham på denne slette overlæsset med lig, brændte sig ind i hans sjæl, åbnede hans øjne og hjerte og gav hans bevidsthed et indre lys som kun har set hos ganske få konger før og efter ham.
Det var Asokas sidste slag. På denne dag gav han for altid afkald på brugen af krig som et politisk redskab. Han forstod nu hvad en sand herskers eneste værdige opgave bestod i – at påvirke sine undersåtter gennem sit eget eksempel ved at regere retfærdigt og nådigt og leve et liv i kærlighed. Asoka viede resten af sit liv til denne opgave.
”Når et land bliver erobret,! Skrev han senere, ”bliver mennesker dræbt, de dør eller tages til fange. Af denne grund opstod Hans Hellige Majestæts anger over at have besejret Kalingaerne…I dag ville det ligge Hans Hellige Majestæt tungt på sinde hvis en hundrede- eller tusindedel af dem der led i Kalinga, skulle blive dræbt, dø eller tages til fange…Hvis nogen gør ham uret, vil det blive tilgivet så vidt det er muligt at tilgive…..For Hans Hellige Majestæt ønsker sikkerhed, selvbestemmelse, retfærdighed og lykke for alle levende væsener.”
Asoka omsatte disse ord til ti tusinde ædle handlinger som han udførte i løbet af de næste toogtredive år af sin usædvanlige regeringsperiode. I sin klassiske selvbiografi, En yogis selvbiografi, Borgen 1975, gengiver Paramahansa Yoganandablot nogle få af de gerninger, der gjorde Asoka til den største konge Indien, og måske hele verden, nogensinde har set: ”Kejser Asoka opførte fireogfirs tusinde religiøse stupaer (kultbygninger til opbevarelse af relikvier) i forskellige dele af Indien. Heraf består fjorten klippeindskrifter og ti stensøjler stadig. Hver af disse søjler er eksempler på fremragende arkitektur og ingeniør – og stenhuggerkunst. Han sørgede for bygningen af mange kunstige bassiner, søer og overrislingsanlæg; for hovedveje og veje skygget af træer med spredte herberge til de rejsende, for botaniske haver til brug for medicinfremstilling og for hospitaler til både mennesker og dyr.”
Virkningerne af Asokas hellige indsigt bredte sig ud over hele hans enorme rige og ned gennem århundrederne – ligesom de prædikener hugget i sten, gennem hvilke han forkyndte sit budskab om medfølende retfærdighed. Selv i dag har Asokas omvendelse indflydelse på vores verden, skønt han ikke er særlig kendt udenfor Indien.
Hans forsvar for buddhismen, der på dette tidspunkt var knap to hundrede pr gammel, hjalp denne nye religion til at blomstre og forplante sig som en af de største verdens religioner. Ved at forbyde drab på dyr for fornøjelsens skyld og gøre ahimsa – ikke-vold mod menneske og dyr – til sin nationale politik, blev Asoka ophavsmand til ikke-vold som et religiøst princip blandt Indiens mange trosretninger, og udbredte en filosofisk begrundet vegetarisme til hele den indiske kultur og fra Indien til den vestlige verden, hvor den trives den dag i dag.
Asoka ophørte med brugen af tortur som hans krigeriske bedstefar Maurya havde udviklet til barbarisk perfektion, for at gøre den medfølende retfærdighed til grundlag for kongedømmet. Han uddannede også en mængde nye ”retfærdigheds-officerer”, og sendte dem derpå ud til alle provinserne. Deres eneste opgave var at forhindre uretmæssig straf og fængsling og fremme ”velfærd og lykke blandt tjenere såvel som herrer, brahmaner og de rige, de nødlidende og de gamle.”
Alle soldaterne i hans mægtige hær blev bemærkelsesværdigt undervist i den gyldne regel – at man skal behandle andre sådan som man selv ønsker at blive behandlet – hvilket Asoka omtalte som livets lov. Selv når han forsvarede sit kongerige mod invasion, greb Asoka kun til magt som en sidste udvej, når moralske argumenter og fredelige forhandlinger var udtømt.
Hans eksempel har inspireret utallige indiske mænd og kvinder i tidens løb, herunder Mahatma Gandhi; Jawaharlal Nehru, og hans datter Indira Gandhi, Indiens første og eneste kvindelige premierminister. Skønt han selv var buddhist, forkyndte Asoka universel tolerance blandt alle religioner. Han indskrev følgende på et af sine oplysende monumenter: ”Alle trosretninger er værd at holde i ære af den ene eller den anden grund. Når et menneske handler på denne måde, gør han sin egen trosretning ære og tjener samtidig andre menneskers trossamfund.” Asoka demonstrerede også sin velmente støtte til alle religioners sandhedsværdi ved at give sine ”retfærdigheds-officerer” ordre til at fratage alle munke deres præsteværdighed, selv de buddhistiske, hvis de ikke levede op til deres religions trossætninger – hvorved han satte en høj moralsk standard som stadig er påkrævet og nødvendig i dag.
Alt dette udmærker kejser Asoka der begyndte sin løbebane som kriger, men som blev omvendt gennem slagmarkens fortvivlelse og illumination, og som vandt sin største åndelige sejr ved at gøre sig selv til tjener for sit folks behov. Asokas suveræne levendegørelse af de universelle principper han belærte andre om, karakteriserer ham som en sand bodhisavattva, en buddhistisk helgen og en af fortidens, nutidens og fremtidens store visionære skikkelser hvis lys kan retlede både dagens og morgendagens ledere.
Denne tekst er fra Livets mirakler af Dan Millman & Dough Childers, Borgen s 138 ff. Jeg vil også anbefale deres kilde ”En yogis selvbiografi” af Paramahansa Yogananda, en fantastisk introduktion til Indiens spirituelle storhed. Der er et stikordsregister, hvor man kan slå Asoka op.
ASHOKA, leksikalt:
200-tallet f.v.t. Nordindisk storkonge, der regerede fra ca. 268-233. Han lod sig omvende til buddhisme og blev den store udbreder og beskytter af læren. Kendt er han for sine edikter (indskrifter) på søjler og klippesider, hvor han fremhæver “læren” og opfordrer lægfolk til at følge den. Disse edikter er vigtige historiske kilder til forståelse af buddhismen dengang.
Det var under Ashoka, at buddhismen ikke blot bredte sig til det meste af Indien og Sri Lanka, hvor theravadabuddhismen er den dominerende religion i dag, men også til store dele af verden. Bl.a. til Østasien, Ægypten, Makedonien og til Syrien, hvor man har fundet flere indskrifter, der har været oversat til både aramæisk og græsk.
Selvom Ashokas har brugt sin omvendelse politisk, så han kunne få bugt med det hinduistiske brahmineraristokrati, var hans højeste ønske tilsyneladende at udbrede dharma (læren) for at sikre de moralske dyder blandt befolkningen. Han prædikede ikke-vold, religionsfrihed og gensidig tolerance. Således sagde han ifølge traditionen, at de bedste erobringer er erobringer med dharma.
