| Atompiloten Claude Eatherly var plaget af skyldfølelse. Han var i 1959 indlagt på et psykiatrisk hospital og får et forsonende brev fra en gruppe japanske kvinder. Det var I det herrens år 1945. 2. verdenskrig var næsten forbi. Tyskerne havde kapituleret i maj og nu i begyndelsen af august var japanerne slået militært, men havde ikke endeligt kapituleret. Der manglede stadig nogle grusomheder…… US Air Force havde i lang tid trænet en nøje udvalgt gruppe piloter til en ganske særlig mission: At kaste historiens første atombombe. De udvalgte piloter var de allerdygtigste. En af de dygtigste af de dygtigste var Claude Eatherly. Han var fra Texas, en høj flot mand , 6 fod i høj, og meget afholdt af kollegerne. Teknikere og videnskabsfolk arbejdede på højtryk for at få bomben klar. Hele verden ventede på at krigen nu snart ville være forbi. Den japanske civilbefolkning havde i krigens løb udstået ufattelige lidelser og afsavn. I Hiroshima og Nagasaki og overalt i Japan så man frem til krigsafslutningen med håb om bedre tider, men også frygt for hvad der ville komme. I Hiroshima d. 6. august blev frygten til rædsel – for dem der nåede at opfatte noget som helst. Claude Eatherly gav signalet til at droppe bomben. Knap 100.000 mennesker blev dræbt. Tre dage senere gentog han proceduren over Nagasaki, 40.000 mennesker blev dræbt. (Her er der elastisk plads i historien til at udmale atomhelvedet….) Efter krigen blev Eatherly dekoreret med forskellige hædersbevisninger som krigshelt, men i 1947 blev han fyret fra US Air Force for at have pjattet med en skriftlig prøve. Han blev ramt af psykisk ustabilitet. De næste 17 år røg han ind og ud af fængsler og psykiatriske hospitaler. Psykiaterne tilskrev hans problemer den skyld han følte over sin rolle i det nukleare holocaust. Atomtruslen blev dominerende i efterkrigstiden; og Claude Eatherly blev et slags ikon for anti-atombevægelsen, fordi han symboliserede den kollektive skyldsfølelse over atombombningerne: Der er imidlertid en smuk historie om at han bliver tilgivet af en gruppe japanske piger: I september 1959, 14 år efter atombomben, skriver 27 unge japanske kvinder til major Claude Eatherly, der er indlagt til psykiatrisk behandling i Texas, plaget af skyld: ” Vi er alle sammen piger, som ganske vist havde den lykke at undgå døden, men dog alle blev såret i ansigtet, på lemmerne og/ eller kroppen af den atombombe, der blev kastet over Hiroshima ……. Dette brev skriver vi til Dem for at bevidne vor dybe medfølelse og forsikre Dem, at vi ikke nærer nogen fjendtlig følelse mod Dem personligt. Man har måske befalet Dem at gøre, hvad De gjorde, eller måske var det Deres tanke at bringe krigen til afslutning og derved hjælpe mennesker. Men De ved, at krige her i verden ikke kan afskaffes ved hjælp af bomber ….. Vi er blevet behandlet med stor venlighed af amerikanske kvækere. Vi har lært at føle os som Deres kammerater, og vi mener, at De er et krigsoffer lige så fuldt som vi” For mig personligt er de japanske kvinders forsoning med major Claude Eatherly et symbol på den forsoning jeg selv prøver at gøre-udvirke-blive lindret af i forhold til conquistadorerne, korstogsfarerne, kolonisatorerne, missionærerne, og alle vore dages ”krigshelte”. Kunne jeg bare føle samme ægte empati overfor dem jeg er vred på. Kilde Google.dk og Else Hammerich: Kunsten at løse konflikter Reference: En tysk forfatter Günter Anders har udgivet en brevveksling med Eatherly: Samvittighed forbudt. Kbh 1960 149 sider. Historien om Eatherly er i øvrigt noget omdiskuteret. |
Karsten Mathiasen
marts 15, 2024
Follow me