| Stammerådet bestemmer at morderen bliver adopteret af den myrdede drengs familie. ”DRÆB HAM!” SAGDE broren. Hans ansigt var som bygget i sten. ”Dræb ham!” sagde moren grådkvalt. ”Dræb ham!” sagde søsteren med skælvende stemme. Omkring rådsforsamlingens bål talte hvert medlem af familien. Det var den unge mand, som sad uroligt udenfor, hvis liv lå i vægtskålen. Mord er frygteligt. Mord på en ven er endnu frygteligere. Men her sad han, stadig med vennens blod på hænderne, og afventede sin skæbne. ”Lad os gennemtænke det,” sagde bedstefaren blidt. Sorg gjorde furerne i hans rynkede ansigt dybere. Generationer talte igennem ham. ”Får vi vores dreng tilbage ved at dræbe ham?” ”Nej.” ”Nej.” ”Nej.” Langsomt udtaltes ordet hele vejen rundt i den plagede kreds, somme tider hvisket, somme tider mumlet eller somme tider sagt hadefuldt. ”Vil det skaffe føde til vores folk at dræbe ham?” spurgte den gamle mand med et fast blik. ”Nej,” lød det igen hele vejen rundt i kredsen. ”Min bror siger sandheden,” sagde grandonkelen. Alle ansigter vendte sig mod ham. En tåre løb langsomt ned ad hans kind. ”Lad os overveje denne sag omhyggeligt.” De overvejede den omhyggeligt. De drøftede den natten igennem. Så tilkaldet de den unge mand for at meddele ham hans skæbne. ”Kan du se den tipi?” sagde de, idet de pegede på den tipi, der havde tilhørt den unge mand, som han havde dræbt. Han nikkede. ”Den er din nu.” ”Kan du se de heste?” sagde de, idet de pegede på den døde mands heste. Han nikkede igen. ”De er dine nu. Du er nu vores søn. Du træder i stedet for ham, du har dræbt.” Han hævede langsomt blikket mod ansigterne, der omgav ham. Hans nye liv var begyndt, og det var deres også. Brune Bjørn så på mig fra den anden side af bordet. ”Det skete sidst i attenhundredetallet,” sagde han. ”De kunne have dræbt ham. Stammelovene gav dem ret til det.” Jeg sad forbløffet, mens Brune Bjørns ord lagrede sig i mig. Kunne en myrdet drengs familie adoptere morderen som sin søn?” ”Den unge mand blev en hengiven søn,” fortsatte Brune Bjørn. ”Da han døde, var han kendt i alle stammerne som forbilledet på en kærlig søn.” Dette er tilgivelse. Autentisk styrkede mennesker tilgiver på en naturlig måde. De tilgiver, fordi de ikke ønsker at bære byrden ved ikke at tilgive som tunge kufferter gennem en overfyldt lufthavn. Den myrdede drengs familie kunne have dræbt hans morder. I stedet tog de ham til sig som deres søn. Det ændrede deres liv og hans. De vidste ikke, hvordan deres beslutning ville påvirke den unge mand, men de følte dens virkninger på sig selv. De behøvede ikke at hade ham. De behøvede ikke at leve med hans død i deres hjerter såvel som med deres søns død. Har du nogen sinde ment, at en eller anden behandlede dig dårligt, og så tænkt på den igen og igen? Hvad fik det dig til at føle? Var du vred eller bedrøvet eller bange? Det var det, de gav afkald på. Du kan ikke bruge al din skaberkraft, før du tilgiver. Noget i dig tænker på det, du ikke har tilgivet. Ønsker du at leve dit liv på den måde? Er det det værd? Er noget det værd? Tilgivelse og harmoni følges ad. Når du tilgiver en eller anden, er der intet, som står mellem dig og det menneske. Selv om det menneske, du tilgiver, ikke kan lide dig, har du lagt dine kufferter fra dig. Du rejser uden megen bagage. Når du er harmonisk, er du legelysten. Du finder glæde ved mennesker. Manglende tilgivelse bringer det til ophør. Tilgivelse åbner døren til det. Harmoni betyder ikke blot harmoni i forhold til andre mennesker. Er du i harmoni med dig selv? Er du bange for at tabe bolden, at gå glip af handelen eller at dumpe til prøven? Forestil dig, at hver gang du bliver vred på dig selv, lægger du en mursten i en rygsæk, som du bærer. Kan du have det rart, mens du bærer en rygsæk fuld af mursten? Er du i harmoni med universet? Synes du, at det har gjort dig uret? Hvor glad kan du være, mens du bærer nag til universet? Det er det egentlige spørgsmål. Dine følelser for universet viser dig, hvad du føler for dig selv. Er du bange for din vrede? Du vil også være bange for et vredt univers. Universet er ikke vredt, men du vil være bange for, at det er. At hade dig selv og at hade universet er det samme. At elske dig selv og at elske universet er det samme. Det ikke at tilgive universet er en rung byrde at bære. Hvorfor ikke lette din byrde? Hvorfor egentlig ikke skille dig af med den? Hvis det at tilgive universet synes at være mere, end du kan gøre, så begynd med at tilgive et andet menneske. Stil én kuffert fra dig ad gangen. Sådan skaber du harmoni. Det er også sådan, du tilgiver. Fra Gary Zukavs bog – Sjæleberetninger – 2000 – Borgen (s. 93-95) I The Forgiveness Project har jeg set en lignende nutidig beretning, hvor en mor adopterer sønnens drabsmand. Sådan får hun den søn hun havde mistet. (Jeg skal nok linke til beretningen, når jeg finder den) | |||
Karsten Mathiasen
marts 15, 2024
Follow me