Karsten Mathiasen
marts 15, 2024

Her er et eksempel på en aktion, som i sig selv var både tilgivende og morsom, omend noget forsmædelig for den lille flok KU´ere, som var taget ud for at "rydde lortet". Fortalt af den tidligere KU´er Rasmus Lars Jensen

Som nederlaget i 1864 har præget den danske selvforståelse, har denne episode præget de ung-konservative i årtier. Så selvom jeg ikke selv har oplevet det, har den præget mig. Da mit ungdomsoprør mod min venstreorienterede far var at blive medlem af konservativ ungdom. Den lille kendsgerning at jeg aldrig har været konservativ, bekymrede mig ikke et sekund, så længe det pissede min far af.

Det hele startede med, at KU fik en ny formand i 1975, der indkaldte til stor pressekonference. Han havde set, at Poul Slutter havde gjort det samme året før, da han var blevet valgt til formand for Det Konservative Folkeparti. Nu da han var blevet formand for KU´s 300 unge sjæle, mente han det ville være på sin plads, hvis det danske journalistkorps spurgte ham om hans syn på verdens situationen. Så han ringede rundt og inviterede de større avisers repræsentanter op i KU´s kontor på Holger Danskes Gade 6, 2 sal.

Holgers flyvende kælder, som jeg altid har kaldt den, kræver lige lidt præsentation. Den ældre 2 værelse lejlighed, hvor alt KU´s forvirrede formidling udgik fra, var alt for lille til noget som helst. Og for at gøre ondt værre sov folk der ofte, så der lå alt fra trygsværte til trusser og tandpastaer. Trappen var så smal, at man skulle gå sidelæns for at komme op. Hvilket medførte, at da Den danske Bank forærede os et meget fint kontorbord, måtte vi binde et reb om det og trække det op gennem vinduet. Det gik fint, lige til telefonen ringede og en mindre begavet landssekretær slap rebet for at svare!!

Den store dag oprandt og der kom faktisk nogle journalister. Den nye formand startede meget professionelt med at præsentere sig. Og så.. opstod der en pinlig tavshed. For han havde regnet med, at de ville spørge til hans syn på verden og journalisterne havde regnet med, at han havde noget at fortælle, når han nu havde tilladt sig at forstyrre dem. Efter noget tid begyndte journalisterne at spørge, fordi hvis de ikke gjorde ville deres redaktør bare tro, at de var røget på druk. Det var ikke særlige spændende svar de fik af den unge formand, lige til en spurgte om hvad KU syntes om Christiania! Nu havde den unge formand lært, at en rigtig leder svaret kort og kontant, så han sagde: “Ryd det”. Næste finger kom i vejret; “Hvad vil KU gøre ved det”. Nu ved jeg ikke om det bare var fordi han var dum eller om den pinlige tavshed også havde påvirket ham, men han svarede “Vi rydder det fanme selv”. Ny finger “Hvornår vi KU rydde Christiania”. “Vi gør det i aften!” svarede formanden. Nu var der pludselig en historie “KU´s kamptropper vil rydde Christiania!”- så alle flokkes om den ene telefon der var i lokalet. Jeg ved ikke præcis hvor lang tid der gik, men så kommer journalisten fra Politikken ind og siger, at Politikken har modtaget en bombetrussel på KU´s lokaler, fordi de vil storme Christania. Politiet havde sagt, at alle skulle forlade lokalet. Da går det op for den unge formand hvor langt han har rodet sig ud og for at redde lidt af æren, siger han, som en skipper på en synkende skude; “Ingen røde svin skal få mig ud.. jeg bliver”. Den senere miljøpolitiske ordfører Alman-Olsen og én til blev, alle andre forlod lokalet.

Der sker ikke noget og klokken 19.30 sidder de og ser nyheder. Her viser de klip inde fra Christania, hvor de venstreorienterede står med fakler og knipler for at tage i mod KU´s kamptropper. På et eller andet tidspunkt siger Alman-Olsen, vi kan jo tage der ud, der er ikke nogen der ser 3 mand derude og så kan vi jo sige, at vi var der.

Efter at have diskuteret det frem og tilbage, tager de Almans grønne 2CV. De parkerer den og lader nøglen være i så de hurtig kan komme derfra. Så går de ind for at blande sig. Der er bare det lille problem, at 3 unge mænd iført jakkesæt, slips og laksko ikke blander sig særlig godt ude på Christiania i 1975. Så i det øjeblik de passerer indgangen hvor der står “Her begynder en ny verden” kommer 20 -30 hippie kvinder løbende og overfalder de 3. – 3. manden vender lynhurtigt rundt og løber ind i 2CV-en og kører, så kan de andre blande sig lige så meget som de vil. Hippie kvinderne begynder at kysse Formanden og Alman-Olsen fra top til tå mens hele Danmarks presse fotografer stod og tog billeder. Der var ingen der ville stå ved de var KU´er i meget lang tid efter.

Hvis du en dag spiller Trivial Persuit og får spørgsmålet “Hvad blev KU slået med på Christiania i 1975”, så ved du, at svaret er Kys!!


Gengivet med tilladelse af Rasmus Lars Jensen

Tilgivelse.dk redigeres af Karsten Mathiasen

Jeg er født i 1952 og er livet igennem blevet rørt af historier om tilgivelse. Derfor var det naturligt at tage emnet op i historiefortællingens univers. Ellers fortæller jeg også gerne gavtyvehistorier og alt muligt. Mit hovederhverv er, at jeg er teltudlejer og klovn og direktør i Cirkus Bella Donna

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}