Jeg har modtaget en artikel fra Irland om nogle friske fredsaktivister, som overholder biblens påbud om at smede sværd om til plovskær. En sag lidt i stil med Ulla Røders, som ene kvinde ødelagde et Tornado kampfly med en hammer. Hvis hun havde fået lov til at hamre længe nok, kan det godt være hun havde fået det banket om til en plov…
Irsk retssag mod frivillige våbeninspektørerAf Coilín ÓhAiseadha, 25. oktober 2005
Retssagen mod en gruppe frivillige våbeninspektører, der i februar 2003 foretog en afvæbningsaktion mod et amerikansk krigsfly ved lufthavnen Shannon i Vestirland, begyndte i Dublin mandag den 24. oktober. Forsvaret går ud på, at gruppen handlede for at forsvare andre.
De fem handlekraftige fredsfolk opdagede flyet ved en uanmeldt inspektion på et tidspunkt, hvor den irske regering angiveligt ikke var klar over, at USA anvendte lufthavnen som stoppested for krigsfly på vej til Mellemøsten. Det var først efter de frivillige våbeninspektører havde opdaget og afvæbnet flyet, at regeringen erkendte, at de amerikanske styrker anvendte lufthavnen i forbindelse med forberedelserne på at invadere Irak.
Det har siden vist sig, at stort set alle amerikanske tropper på vej til og fra Irak lander midlertidigt ved lufthavnen Shannon. Tal fra det irske udenrigsministerium viser, at 158.549 amerikanske tropper landede ved Shannon i 2004. Det drejede sig om i alt 1.502 tilfælde, hvor amerikanske fly landede ved Shannon med bevæbnede tropper ombord. Det vurderes, at ca. 25.000 amerikanske tropper lander midlertidigt ved lufthavnen i Vestirland hver måned.
Det sker selv om den irske konstitution forpligter til den fredelige konfliktløsning og at et overvældende flertal af befolkningen er og hele tiden har været stærkt kritisk over for krigen i Irak.
Afvæbningen blev foretaget med en økse og almindelige hamre. Ingen mennesker blev angrebet. De fem autonome våbeninspektører overgav sig til politiet efter aktionen.
Det angrebne fly var derimod så alvorligt skadet, at det ikke kunne fortsætte med rejsen, men blev bragt tilbage til USA til reparation.
De to mandlige og tre kvindelige våbeninspektører, Damien Moran (irer), Ciaron O’Reilly (australier/irer), Nuin Dunlop (amerikaner), Karen Fallon (skotte) og Deirdre Clancy (irer), er medlemmer af en religiøs gruppe, der kalder sig “Pitstop Ploughshares”. Navnet kommer fra det Gamle Testamente, hvor der i Esajas 2:4 står:”Da dømmer han Folk imellem, skifter Ret mellem talrige Folkeslag; deres Sværd skal de smede til Plovjern, deres Spyd til Vingårdsknive; Folk skal ej løfte Sværd mod Folk, ej øve sig i Våbenfærd mer.”
Gruppen har tilknytning til den katolske arbejderbevægelse, som blev stiftet i USA i 1993 med henblik på bl.a. at bekæmpe krig og racisme og at hjælpe de hjemløse. Damien Moran og Ciaron O’Reilly arbejder med de hjemløse i Dublin.
Mere om Ulla Røder: DR har lavet en film om hende: Ulas vrede: Klik her:
En beretning om magt, afmagt og civil ulydighed fortalt gennem den 48-årige danske fredsaktivist Ulla Røder. En tilsyneladende helt almindelig kvinde og mor til to, der har taget sagen i egen hånd og vendt sin vrede mod den største magt af alle: det internationale atomarmilitære kompleks. Hun lever i dag skjult i Skotland, efter at hun med en boltsaks ødelagde et britisk krigsfly, kort inden flyet skulle på bombetogt i Irak. Blandt fredsaktivister i verden over er hun en helt. Men hun er en torn i øjet på Blair og Bush. Ulla Røder har før været arresteret. Blandt andet i 1999 efter at hun sammen med to andre kvinder smadrede et atomlaboratorium på en skots flådebase. Det blev hun fængslet, men senere frikendt for. Hun modtog i 2001 den alternative fredspris i Stockholm for sit ihærdige arbejde for fred. Samme år fik hun tre måneders fængsel efter at have svømmet fem timer i en iskold fjord for at afsløre, hvor lemfældig bevogtningen af en af verdens største atomubåde Trident er. Hun har overskredet flere personlige grænser end de fleste for hvor langt, et menneske er i stand til at gå i civil ulydighed. Indgår som den niende film i serien Magtens Billeder med temaet Civil magt.
Enter your text here…