Fortalt af Karsten Mathiasen

Jeg er af og til blevet spurgt: ”Hvordan tilgiver man det utilgivelige?” Det kan jeg ikke svare på teoretisk, men kun gennem eksempler. Ét af de bedste eksempler er Gonzalo Vargas´s historie. Jeg mødte ham første gang, da vi inviterede ham til et møde i Faxe Fredsgruppe i julen 2007. Det blev starten til et varmt venskab mellem vores familier. Jeg har siden talt med Gonzalo mange gange, for at få essensen i hans historie klart frem. Jeg har personligt erfaret, hvordan Gonzalos eksempel med tilgivelse har inspireret andre mennesker til at løse vanskelige udfordriger gennem tilgivelse.

Gonzalo Vargas var under Allendes regering beskæftiget med undervisning og oplysningsarbejde for de tilbagestående bønder i Chile. De skulle lære at læse og skrive og lære om deres nye rettigheder.

Efter det amerikansk støttede kup mod Allendes demokratiske regering, blev Gonzalo Vargas arresteret. En forræder havde angivet ham for at være en farlig socialistisk ideolog. Han fik bind for øjnene og kørt bort. En stemme sagde: ”Du skal bare tilstå, så sker der ikke noget” Gonzalo kunne kende stemmen, det var hans ven og sekretær, der var forræderen! Gonzalo havde intet, han kunne tilstå og blev tortureret grusomt. Under pauserne i torturen kunne han høre skrigene fra de andre, der blev tortureret. Hans søster blev også tortureret på den mest bestialske vis. Børn blev tortureret for øjne af deres forældre…. 

Senere blev Gonzalo sat i KZ-udryddelseslejr i Ildlandet, det sydligste sted i Chile med et utroligt barskt klima. Han fik at vide: ”Du kommer ikke levende herfra!”. I KZ-lejren overlevede han mest af alt ved at holde sit livsmod oppe gennem at hjælpe de andre fanger.

Han blev tilbageholdt uden retssag, uden sigtelse og uden dom i over to år.

Under torturen i lejren havde Gonzalo den første oplevelse af tilgivelse af bødlerne. Det var gennem en nærdødsoplevelse.

Mens bødlerne torturerede ham, oplevede han, at han følte sig uden krop og svævede gennem en tunnel. Det var en oplevelse af fuldstændig frihed og lykke i en anden dimension. Men bødlerne var stadig i deres fængsel.

På grund af den ekstatiske oplevelse var det, der skete med kroppen ikke så væsentlig og smerterne ophørte selv om torturen fortsatte.
Gonzalo beder til Gud: ”Vil du tage mod mig?”
Han forstår, at der et system, der gør noget ved bødlerne, som får dem til at udøve umenneskelig ondskab. Det er en erkendelse af, at der også er noget godt i bødlerne, i den erkendelse vandt godheden over ondskaben. ”Da jeg døde, vågnede jeg”.
”Det indblik jeg fik i den menneskelige natur var mere end et lang tids studium kunne give mig. Jeg kunne derefter meget lettere bære mit ophold i fangelejren, Jeg havde tid til at reflektere over bødlernes og torturofrenes univers. Jeg har gennem lidelsen fået mere indsigt end igennem et helt menneskeliv.
Man erkender gennem lidelse, hvad man prioriterer, hvad hele eksistensen drejer sig om”

Jeg er gang på gang vendt tilbage til Gonzalo og har spurgt og spurgt for at forstå det mirakel, som skete:
Hvordan var det med den første del af din tilgivelse? Du oplevede under torturen, at du svævede over din krop, og i den situation tilgav du torturbødlerne første gang. Du kommer tilbage til din krop og du mærker ikke mere smerterne under torturen.

” Ren teoretisk har tilgivelsens ånd  hele tiden  været i mit humanistisk livssyn, men den blev stærkere og mere levende, da jeg blev samvittighedsfange i KZ-lejren. Da jeg på min egen krop følte de traumatiserende smerter, som mine medmennesker udsatte mig for, kunne jeg bedre forstå situationen. Under lidelsen fik jeg indsigt i den menneskelige natur. Jeg kunne bedre forstå, hvad mine bødler forstår. I det øjeblik, jeg  tilgav mine torturbødler fjernede smerterne sig, og det gjorde ikke ondt på mig mere. I virkeligheden har tilgivelsen noget at gøre med, at man – mentalt – prøver på at “frelse” sine bødler. Bødlerne er også mennesker, som er blevet opdraget til at være bødler, og hvem har opdraget dem? Det er systemet, som ikke respekter menneskerettighederne.”

Efter denne nærdøds- og tilgivelses oplevelse blev Gonzalo ikke tortureret. Han undslap døden, da han et par måneder senere blev løsladt efter en kampagne fra Amnesty International. Hans løsladelse var betinget af, at han blev i byen Ponta Arenas. Ildlandets hovedby.

-”Hver aften skulle jeg melde mig på den lokale politistation”

-”Du var på tålt ophold!”

-”Ja, ligesom en anden tuneser…!” siger Gonzalo og vi ler. (Dengang var der en meget kendt sag med en tuneser)

Ponta Arenas var hans fængsel, og selv om byen var mere komfortabelt end KZ-lejren ville han selvfølgelig gerne tilbage til sin lejlighed i Santiago, som lå 4000 km væk.
”En dag, mens jeg var i byen  mødt jeg tilfældigt min tidligere torturbøddel, min ven Martin. Jeg spørger helt uden angst: ”Hvordan står min sag?” Han svarer: ”Det hele er afklaret, bare vent” – Der blev ikke sagt mere. Det lignede næsten medfølelse fra hans side. Han må have hjulpet mig med at få ubetinget frihed. Kort efter fik jeg min ”Salvo Conducto”, det dokument, som tillod mig at rejse til Santiago. Her følte jeg mig stadig overvåget. Gennem et samarbejde mellem Røde Kors, Amnesty og FN slap jeg ud af Chile.”
Gonzalo kom til Danmark som politisk flygtning i slutningen af 1975.

Selv om forholdene for flygtninge i Danmark dengang var langt bedre end efter årtusindskiftet, var det en hård oplevelse.
Gonzalo fortæller: ”Det var ligesom at blive straffet på ny! Ligesom at rive et stort træ op og omplante det et helt  andet sted. En følelse af tab, identitetstab, tab af nationalfølelse, tab af familiefølelse, tab af sprog, kultur og traditioner.”
Efter fire års ophold i Danmark bliver den charmerende chilener lykkeligt  gift med sit livs kærlighed Else. ”Det at møde Else mildnede straffen enormt!”, smiler Gonzalo

Elses far havde været dansk officer under 2. verdenkrig, og var blevet interneret af tyskerne, og  havde opholdt sig et år i KZ-lejr.    
Hun havde oplevet hvordan hendes far havde haft store psykiske vanskeligheder efter krigen, fordi han aldrig med et ord omtalte den tortur han havde været udsat for. Hendes erfaringer fra faderen gjorde det muligt for hende at hjælpe Gonzalo. Hun  sagde til ham: ”Tal om det. Tal!” Hun inviterede ham til at fortælle om sine oplevelser for hendes skoleklasse. Det blev en succes. Efterhånden fortalte han også for  andre skoleklasser, og med tiden blev han en efterspurgt foredragsholder og ambassadør for Amnesty International.
Gonzalo Vargas har også utrykt den politiske fanges situation og  torturens rædsler gennem en digtsamling, som ikke er for svage sjæle.  Heldigvis er der også smukke kærlighedsdigte. (”Indvandrere og afmagt” Redaktion Gonzalo Vargas. Rostas Forlag. Findes på biblioteket)

Men efter flere år i Danmark, var han stadig plaget af frygtelige tilbagevendende natlige mareridt. Han var stadig bødlernes fange!  De natlige rædsler holdt først op, da han en søvnløs nat af hele sit hjerte tilgav sine bødler og den forræder, der havde angivet ham. Pludselig havde bødlerne ikke mere magt over ham! Først nu var han fuldt ud undsluppet deres fængsel og deres tortur! 

Dette gør Gonzalos historie til en arketypisk historie om tilgivelse. Det bekræfter udsagnet ”Ikke at tilgive, er en beslutning om at lide”.

Jeg har flere gange spurgt Gonzalo om hvordan det er, at arbejde med tilgivelsen. Den første oplevelse af tilgivelse af bødlerne fortonede sig i chokket over at komme til Danmark, kulturchokket.
Tilgivelsen havde på en måde ligget i dvale fra ophøret af torturen og indtil tilgivelsen definitivt stoppede de natlige mareridt.

17 år efter torturen er Gonzalo igen i Chile og her møder han tilfældigt på gaden sin bøddel og forræder Martin. Gonzalo hilste på ham, og manden blev bange og troede, at Gonzalo ville hævne sig. Da Gonzalo så hvor angst, hans tidligere bøddel var, sagde han til ham:

– ”Min ven, du er tilgivet. Vær ikke bange for mig, for jeg forstår hvad du forstår. I virkeligheden har du været et offer, ligesom jeg. Det er systemet som er galt, og det skal bekæmpes og vi skal få det fjernet, uden vold, uden had, uden ondskab”. Gonzalo trækker den modstræbende mand med ind på en café og lægger armen om hans skulder og fortæller ham en gang til ”Te he perdonado” – “Du er tilgivet”, hvorefter manden bryder sammen i gråd. …. Han kan ikke sige noget, kun græde. Han viste alle tegn på skamfuldhed og angst. Det lyste langt væk ”Jeg følte medlidenhed med ham. Han turde ikke se mig i øjnene. Jeg holdt ham om skulderen og viste ham omsorg, jeg følte intet had mod det stakkels menneske, der var så fuld af angst.”

– Gonzalo, jeg tænker på, om du har tilgivet USA for at iværksætte og støtte Pinochets diktatur ?
Tilgivelsen har noget med mennesker at gøre og det foregår mellem to levende parter. Det er mennesker, jeg tilgiver. Tilgivelsen er en handling som foregår i hjertet og i hjernen. Jeg er stadig kritisk over USA´s politik overfor den 3.verden.

I øvrigt fortæller Gonzalo Vargas, at han havde foreslået de chilenske myndigheder, at der oprettedes rehabiliteringscentre for tortur-bødler for at lette deres tilbagevenden til et normalt liv. Det er ikke blevet til noget, fordi bødlerne under demokratiserings-processen efter Pinochet blev sikret delvis anonymitet. De var  angste for at blive genkendt. Men det står fast at torturbødler har lige så stort behov for krisehjælp og rehabilitering, som ofrene!
Folk i Chile har valgt en forsoningspolitik a la MANDELA, som har bidraget til at få landet til at fungere normalt efter 17 års brutalt diktatur. Der er dog den store forskel fra Sydafrika, at der ikke har været den store tilgivelses-proces gennem sandheds-og forsonings-kommisioner, men der har været et opklaringsarbejde, hvor bødlerne har fået lov til at være anonyme. Dette har været chilenernes måde at undgå hævn på. 
Takket være den politik kunne landet rejse sig fra asken uden hævn og med tillid til fremtiden. I dag er Chile et af de bedste lande i Latinamerika.

Tænk på hvor heldigt det var, at Gonzalo blev reddet fra at blive én af de mere end 3000 dødsofre for diktaturet! Han har så meget at give, og det er der også masser af andre flygtninge, der har. Vi skal bare være åbne og tage i mod gaverne!

Tusindvis af mennesker har haft glæde af Gonzalos virksomhed som fortæller og foredragsholder. Tusindvis af mennesker er blevet inspireret af hans humanistiske livssyn. Rigtig mange er også blevet inspireret til aktiv handling. Tænk hvad vi var gået glip af, hvis Gonzalo ikke var blevet hjulpet ud. Lad os høre flygtningenes historie! Deres situation i Danmark er siden 2001 blevet endnu vanskeligere end da Gonzalo kom hertil!!!

Men ikke alle har været glade for Gonzalos humanistiske agitation. Frem til hen i 1980-erne var han meget aktiv som kronik- og læserbrevs-skribent i danske aviser. Det holdt han op med p.g.a trusler fra nazister. Af hensyn til familien måtte han stoppe med at give sit besyv med i samfundsdebatten. Gonzalo er langtfra den eneste, det er sket for. Det er et stort problem for ytringsfriheden. Det er paradoksalt først at flygte fra et sydamerikansk diktatur for senere i Danmark at opleve et ytringsdiktatur, udøvet af et diminutivt mindretal af nazister. Forhåbentlig vil det lykkes, at få udgivet en bog, som fuldt ud belyser Gonzalos enestående indsats for et mere humant samfund, og de omkostninger og de glæder der har været igennem denne kamp. 

På Amnestys hjemmeside kan man læse følgende: John Olsen er 63 år og har siden 2003 været aktiv i lokalforeningen i Svendborg. I år er han blevet medlem af Lokalforeningsrådet og er aktiv i rådets projektgruppe, som i samar-bejde med interesserede lokal-foreninger netop nu gennemfører et demonstrationsprojekt om Effektiv Aktivisme i Lokalforeningerne. Hvorfor er du aktiv i Amnesty?Springet fra at være betalende med-lem til at blive aktiv fandt sted i februar 2003, hvor jeg, netop hjem-kommet fra en rejse til Sydamerika, fik mulighed for at opleve Gonzalo Vargas fortælle om sine rædsels-oplevelser under sit fængselsophold på Ildlandet og hans løsladelse med hjælp fra Amnesty. Der besluttede jeg, at jeg var nødt til at blive aktiv. Efterfølgende er engagementet langsomt vokset, og i dag er det at være aktiv i Amnesty blevet en del af min identitet.		Gonzalo har siden han kom til Danmark væet en god ambassadør for Amnesty Internaional

Gonzalo Vargas´s årstal og fakta:

Født: 1941

Uddannelse:
Licenciado  i teologi (det svarer til cand mag ) i 1965 og magister i filosofi i  1969.
Gonzalo taler seks sprog: Spansk, portugisisk, italiensk, engelsk, svensk og dansk.

Blev ansat af  Allendes regering i november 1970.
Pinochets kup : 11 september 1973.  Hans diktatur varer til november 1989.
Gonzalo sidder i KZ-lejr i to år fra 1973 til 1975.
Han  kommer til Danmark i slutningen af 1975.
Bliver gift med Else i 1979. De får en søn, en dejlig dreng.
Samlivet varer til  2003, hvor Else dør af sclerose. Gonzalo plejede hende selv til det sidste.

1989: Gonzalo udgiver digtsamlingen ”Indvandrere og afmagt”. Redaktion Gonzalo Vargas. Rostas Forlag. Findes på biblioteket

1992: Gonzalo kommer  på sit første besøg i Chile efter diktaturet efter 17 års landflygtighed. På gaden i Santiago møder han sin bøddel og forræder. Gonzalo fortæller ham ”Du er tilgivet”

Der er fakta om de chilenske KZ-lejre på spansk og engelsk på denne hjemmeside: www.dawson2000.com  

Gonzalo Vargas Kontakt: E-mail-adresse:  gonza_1941@hotmail.com

Fra Gonzalos´s digtsamling „Indvandrere og afmagt“:

Min lille ven

Du, min lille ven.
Jeg så dig i går,
Da solen skinnede rødt,
Dine høje forfærdelige skrig
Rystede luften.
Du skreg om hjælp.

Ingen kunne hjælpe dig, min ven.
Alle var så ligeså
Hjælpeløse som du.
Også jeg var tavs, selv om
Du skreg om hjælp.

Soldaterne slæbte dig af sted, som var du et dyr.
Dine bange skrig
Forsvandt langsomt  med dig.
Jeg blev nødt til at
Følge din hjælpeløshed.

I et stort og sort rum
Grusomme tortur
Jeg følte død,
For dine skrig
skar igennem mit hjerte.

Du, min lille ven
fik aldrig set livet.
Du var så uskyldig
Dog skulle du dø nu.
Den onde oplevelse har
Prentet sig fast i mit sind.

For du skreg om hjælp
Og ingen hjalp dig.

Gonzalo Vargas

Jeg glemmer aldrig

Jeg glemmer aldrig
den dag
da de førte mig nøgen
ind i torturkammeret
De lagde mig på et jernbord
de førte ledninger overalt
på min krop:
– på fingrene
– bag hovedet
– på testiklerne
– på tungen
– på maven
– i endetarmen
– på benene
på fødderne
De kørte, jeg ved ikke
hvor mange volt gennem
min krop.
Jeg ville skrige, skrige

Min uudholdelige smerte væk

Men mine skrig kom aldrig
Min mund var fyldt af blod
Jeg havde bidt mig selv i læben
Jeg kunne intet mærke
på grund af den kolde lammelse
elektrochokket førte med sig
Jeg glemmer det aldrig, aldrig
I hele mit liv.

Gonzalo Vargas