Fortalt af Hanne Eble til Storytelling Peace One Day i Gimle v. Roskilde i 2013. Fortællingen sammenfletter to begivenheder, hvor en far afstår fra hævn. I år 1000 på Island og i Birmingham 2011

Det var på den tid, hvor Island blev hærget af voldsomme blodfejder, hvor hele familier blev udslettet.  Det var øje for øje, tand for tand. Men der blæste også nye tanker ind over Island. Tanker om tilgivelse og forsoning.  I år 1000 mødtes islændingene på Thingvalla-sletten.

Thingvalla-sletten lå stor og bred, med Hvita-elven, der bredte sig ud over sletten og løb ud i søen. Langt mod vest væltede store vandmasser ud over klippen og dannede det store vandfald Gullfoss.

Her stod de nykristne overfor de gammelttroende, som stadig blotede og holdt sig gode venner med Odin og Thor. Luften er tyk af vrede og mistro.  Det der skulle have ført til forsoning og stop for blodstrømmene  og hævnmordene så ud til at skulle blive til en gennemgribende splittelse og borgerkrig, (ja måske ligefrem  at Island sprængtes i to stater. De ville aldrig kunne leve i fred. )

Siduhall var høvding og fører for de nykristne. Han var ikke nogen høj mand, men tæt og rolig, som han stod der, hverken lys eller mørk, hverken stor eller lille, en tæt og rolig mand i brun smuk kofte og brun lang kappe af den slags uld, der tages fra de mørkeste får på sletten.  Selv var han ganske ung i troen og gik usikre, tvivlende skridt – men han gik.

Nu trådte han frem og mæglede. Det lykkedes ham at få dem til at lade én mand dømme, nemlig den gamle lovsigemand Thorgeir – han er hedning men en højt respekteret mand blandt islændingene. Mange gange har han mæglet mellem dem og de lytter.

Han trækker sig tilbage og tænker en hel nat og næste morgen går han med stavrende gammelmands skridt op på Lovbjerget, hvor alle kan se ham. Han løfter sin stav og lader sin røst lyde ud over bjerget. 

Thorgeir …denne gamle hedning…dømmer, at Island fra nu af skal være kristent. Alle offentlige blot og ofringer skal være forbudt. Men ingen skal kunne anklages for at ofre ved deres egen gård.

Men blodfejderne  er ikke slut endnu. Et par år ind i det nye årtusind indebrænder Njal og hele hans familie. Det er Flose og hans mænd, der er på hævntogt. Men lov er lov og kort tid efter møder alle islændingene igen op på Thingsletten til retsopgøret.  Flose – drabsmanden –  har med sig en hel hær.

Siduhall er svigerfar til Flose og må af den grund støtte ham, men han tøver dog, da det aner ham, at det kan ende grueligt galt og katastrofe.

Også Njals hævnere er mødt op med en stor hærstyrke.

De to hære står over for hinanden. Der er en våbenraslen og en spænding i luften. Der går en mumlen gennem hærene og der bliver kamp.

Siduhall holder sin søn Ljot og sine mænd udenfor, mens der endnu er håb. Det lykkes ham at mægle, og kampene standses for en tid. Men i efterroen kommer et kastespyd flyvende. Det rammer Ljot, som står lige ved siden af sin fader.  Ljot synker om og er død. Og kampene starter igen.

Næste dag står Siduhall frem på Lovbjerget, han er træt efter en søvnløs nat i sorg. Men det lykkes ham at få ørenlyd midt i kamptumlen. En stund er der våbenhvile. Da taler han: ”Her er mange døde og mange at hævne, hvis det er det man vil. Alle kender den sorg, som er overgået mig – jeg har mistet min søn. Men så meget vil jeg denne fred, at jeg vil lade min søn være død uden at hævne ham. Jeg vil lade de mænd, som er mine modstandere, gå i tryghed og fred.

Ordene rungede i stilheden. Stadig stod de to hære over for hinanden. Men folk stod stille mellem hinanden. Da stod en af dem frem på marken og lagde sit våben og straks fulgte flere efter.

Der blev fred.  

Birmingham 10. august 2011. Hele sommeren havde der været  optøjer i engelske storbyer og også i Birmingham. Denne tirsdag nat samledes en flok unge mænd fra det muslimske samfund på gaden. De var en del af et privat vagtværn, som ville beskytte butikker og de små virksomheder fra at blive smadret af unge mennesker – etniske sorte –  som opførte sig som bøller og hærgede byen i frustration og vrede.  Der blev brændt biler af, smadret butiksruder og råbt trusler imod især muslimer: you will burn.

Denne aften 10. august stod de 3 unge mænd på fortorvet, da en bil kom kørende. I den sad 4 unge mænd fra den sorte befolkningsgruppe, det var afro- caribiere. De gejlede hinanden op og føreren lod foden trykke speederen i bund, satte farten op og styrede lige ind i den lille gruppe på fortorvet.

2 af dem døde med det samme, mens den sidste døde på vej til hospitalet. Men det var ikke så meget det. Det var jo nok forfærdeligt nok i sig selv.  Men der var masser af vidner og der var ikke et øjebliks tvivl om at de ville blive straffet for deres gerning, så uhyrlig den var.

Men det var den stilhed der opstod i sekunderne efter og dernæst den hektiske aktivitet. På et øjeblik var den første sms-besked sendt og siden glødede mobilerne med billeder, beskrivelser og bestyrtelse i sms’ens korte knappe stil. Det bølgede ud over byen, og det var som om hele byen holdt vejret.  Men Birmingham var og er en multietnisk heksekedel, og ingen var i tvivl om at der var blevet fyret godt op under den nu.

I løbet af aftenen samledes folk på stedet i fælles sorg. Det var ganske almindelige mennesker – sorte, hvide, indere, muslimer.  Mange havde et lys i hånden og der blev mumlet og grædt. Folk var i chok og viste deres medfølelse med familierne til de unge mennesker, som havde miste livet.

Det begyndte at regne i det tiltagende mørke. Folk tog hjem, men en hel del mænd især muslimer og sikher samledes i ly for den silende regn under tankstationens overdækning på Dudley Road. Der var ingen politikere, ingen talsmænd for øvrigheden, ingen religiøse ledere. Her var en flok lokale mænd, mange unge med hætter ned over hovedet, en del voksne og ældre mænd. Alle kæmpede de med at finde ud af, hvordan de skulle håndtere deres sorg og vrede.

Politiet holdt sig på afstand. Efter en tid i bøn og stilhed, skiftedes de til at give udtryk for deres holdninger og meninger. Folk stillede sig på skift op på kasser og man lyttede til hinanden. Men det var klart fra starten, at nogle holdt det sorte samfund ansvarlig og ville have hævn

Det er bagefter svært at sige, hvordan mændene nåede frem til enighed.  Nogen talte om en march, vi må have en march for at give udtryk for vores sorg og vrede.

”I say peacefully march, man” råbte en. En anden stod op og sagde: Lad os marchere, men det skal være fredeligt.  Nej nej sagde andre, jeg kender mine venner og brødre: det vil ikke blive fredeligt.

Diskussionen bølgede frem og tilbage. En ung sikh stod frem: Vær helt sikker på, at I ikke marchere med de 3 dræbtes navne. For hvis i marchere …i deres navn….og det så går galt og der kommer optøjer – så er den respektløst.

Til sidst opstod der måske en slags skrøbelig enighed om, at man skulle undlade at marchere af respekt for de dødes familier. Folk begyndte at gå derfra. En gruppe maskerede unge forlod pladsen.  Mange gik derfra i natten med frygt i deres hjerter for, om det ville gå galt næste dag.

Tariq Jahan var far til en af de dræbte.  Han havde været på hospitalet og der fået nys om den sitrende sydende aktivitet, der foregik i hele byen. Midt i sin sorg over at have mistet sin søn trængte der foruroligende brudstykker af smser – ind i hans bevidsthed. Hele natten vågede han, han spekulerede og skrev og tænkte.

Næste dag stod han frem:  

Jeg har mistet en søn, sagde han. Men der skal ikke marcheres i min søns navn.

Jeg har mistet en søn. Men Sorte, pakistanere, hvide.  Vi lever alle i det samme samfund. Hvorfor skal vi dræbe hinanden?

Jeg har mistet en søn. Hvis I vil miste jeres venner, sønner, brødre så træd frem. Ellers bliv hjemme og hold jer I ro.

Denne tale blev optaget på Youtube, sendt ud i medierne og fik siden æren for at urolighederne i  Birmingham ikke udviklede sig yderligere. Tariq Jahan blev siden hædret for sit mod og sin tale.