Skilsmissehistorie. Han stak en kæp i hævnens hjul
Da Karsten Mathiasens hustru blev forelsket i en anden mand, havde han svært ved at tilgive. Men børnene, tid, fortællinger og et lyst sind skabte vejen til forsoning.

Tekst: Rikke Bøgh
Foto: Ulrik Jantzen, Das Büro

Artiklet har været bragt i Xryds, Århus Stiftmagasin, Nr 4, 2008. Teksten er lidt redigeret/korrigeret af mig, KM. – Det er sjovt at læse, hvordan det kristelige stikker frem i fortællingen i denne version. Alle er velkomne til at genfortælle historien på deres måde. Jeg fortæller den gerne selv, og heldigvis bliver der tilføjet mere og mere humor.

Det er nemmere at fortælle historien i dag, hvor alt er happy ending. Men dengang for syv år siden var det noget andet.

Jeg har lyst til at slå dig ihjel. Jeg tror ikke, at jeg gør det, men jeg har lyst til det.

Nogenlunde sådan lød den første telefonopringning fra Karsten Mathiasen til den mand, der var skyld i, at hans hustru havde forladt ham.

Karsten havde været til ridetræning i den anden ende af landet et par dage. Det var omkring 9/11 2001. Han sad og så de to tårne styrte sammen i fjernsynet. Uvidende om, at hans egen personlige katastrofe ventede på at styrte hans egen verden sammen. For hans hustru var blevet forelsket i en anden. I første omgang slog Karsten det hen. Det ville nok gå over af sig selv. Men det gjorde det ikke.

– En dag stod vi og snakkede ude i laden. Hun forklarede, at hun følte sig på vej væk, og spurgte, om jeg ville høre sandheden. Jeg sagde nej, for jeg kunne mærke, at hun var ved at sige noget, jeg ikke kunne klare at høre, husker Karsten.

I december måned ramlede det. Karsten holdt humøret højt, når han var på job som julemand eller klovn, men mellem jobbene meldte tårerne og tristheden sig.  Da julen nærmede sig, måtte de fortælle børnene på­ ­­­­     7 og 10år, at mor flyttede.
– Jeg har aldrig hørt dem græde så hjerteskærende før, husker Karsten.
Alligevel valgte familien at holde jul sammen, men julestemningen var ødelagt.
– Jeg var et hårsbred fra at få inddraget mit kørekort pga. fart, min far døde, og vaskemaskinen og oliefyret gik i stykket. Alt brasede sammen den jul, fortæller Karsten om den absurde situation.

Mærkeligt nok var Karsten ikke vred på sin hustru.
– Jeg kunne godt tilgive hende. Hun havde fulgt sit hjerte. Og jeg holdt så meget af hende, at jeg ikke bare kunne vende mine følelser om, fortæller han.
Til gengæld var Karsten sur på den nye kæreste, selv om han faktisk havde opfordret hende til at blive hos sin familie.
– Ham kendte jeg ikke, så det var nemmere at synes, at han var en idiot. Jeg blev mere og mere sur på ham, og kunne mærke, at jeg havde lyst til at slå ham ihjel. En psykiater i min omgangskreds fortalte, at det var helt normalt, bare jeg ikke gjorde det. Han foreslog, at jeg tog en tæppebanker og slog på en dyne. Men jeg syntes, det var latterligt. Jeg havde lyst til at slås med en hel rockerbande for at afreagere, siger Karsten.

I mellemtiden havde Karsten fortalt naboerne, hvad der var sket, og en nabo havde fortalt en historie. De kendte to par, der var gået fra hinanden. Det ene par havde begge fundet en ny partner, og de havde bevaret deres venskab og et fællesskab omkring børnene. Det andet par havde ført proces, og var begge blevet bitre og fattige.
– Jeg var jo ikke i tvivl om, hvilken historie, jeg bedst kunne lide, siger Karsten.
I forvejen var han optaget af forsoning og tilgivelse. Fra barnsben havde han elsket historier, hvor der blev sluttet fred. Fra skolen huskede han lignelsen om ”Den fortabte søn”, der fortæller, at det er rigtigt at tilgive. Og Karsten havde altid troet på det gode i mennesker og haft en positiv tilgang til livet.
– Men en ting er, hvad andre skal, og hvad der er rigtigt. Noget andet er, når man selv skal tilgive, filosoferer Karsten.

Han skulle have det dårligt
Jeg har ikke længere lyst til at slå dig ihjel, men jeg har stadig lyst til at rive en arm af dig. Og jeg føler mig så hudløs, som hvis jeg var blevet slæbt efter en lastbil.

Nogenlunde sådan lød det, da Karsten ringede til ham anden gang.
– Heldigvis var han klog nok til bare at lytte til mig, griner Karsten.

I mellemtiden havde børnene mødt mors nye kæreste, og de fortalte deres far, at de faktisk synes, han var flink.
– Jeg kunne heller ikke forestille mig, at hun var faldet for en, der ikke var flink, siger Karsten, der langsomt blev mindre vred.
Samtidig havde Karsten ikke alle de problemer at slås med, som mange skilsmissepar må igennem.
– Børnene blev boende hos mig. Og jeg fik en fordelagtig bodeling, så vi kunne blive boende, og min kone fik  et pantebrev i huset. Det hjalp på forsoningsprocessen, at vi ikke sloges om det materielle, fortæller Karsten.

Hans ønske om hævn blev mindre og mindre med tiden.
– Jeg gik og fantaserede om at smadre hans pc på arbejdet. Det ville være en god hævn, for det var materiel skade. Og en god historie at fortælle mine gamle stilladsarbejderkolleger, siger Karsten med et smil om den tredje telefonopringning, og fortsætter:
– Jeg kunne godt lide truslen. Jeg ville gerne have, at han havde det dårligt. Det er vist menneskeligt, at man ikke vil være den eneste, der har det dårligt.

3-4 måneder efter, at hustruen gik, skrev Karsten et brev til den nye kæreste. ”Nu har du fred for mig”, stod der.

Forsoning
Men forbindelsen mellem de to mænd var ikke slut. Thanksgiving nærmede sig, og der plejede at være stor fest. Men Karsten havde ikke lyst til at tage med, for han vidste, at hustruen og den nye kæreste ville være der.
– Men jeg kunne mærke på min datter, at hun havde det dårligt med, at jeg ikke skulle med, så jeg besluttede at overvinde mig selv. Jeg ringede og inviterede ham på en kop kaffe, for vi måtte hellere få snakket sammen, hvis vi skulle til samme fest, fortæller Karsten.
De mødtes et neutralt sted. En cafe. Og det ændrede alting.
– Da han trådte ind af døren, vidste jeg med det samme, at det var ham, og at han ville blive min ven, fortæller Karsten.
Det handlede om kemi, udstråling og tilfældigheder.
– Han lignede lidt en sigøjner, og jeg har altid godt kunnet lide sigøjnere. Det var sådan lidt: ”Du ligner nogle, jeg godt kan lide”, griner Karsten.
Men det fik snakken i gang.

At Karsten nåede så langt, at han overvandt sin egen stolthed og inviterede på cafe, var først og fremmest på grund af børnene.
– Jeg tænkte meget på, at jeg var nødt til at nå forsoningen for børnenes skyld. Jeg vil gøre hvad som helst for børnene. Så måtte jeg se stort på min stolthedsfølelse, fortæller han, og tilføjer:
– Men jeg har også handlet ud fra, hvad der tjente mig selv bedst. Det bedste man kan gøre rent egoistisk er at tilgive, for man får det godt af det.

En fordel at tilgive
I dag har de to det afslappet sammen. De inviterer hinanden med til familiefester. Første skridt var Karstens datters fødselsdag.
– Det var min datters ønske, så jeg overvandt mig selv, og inviterede ham ind i mit hjem. Jeg har rakt hånden ud. Men det er også mit held, at min ekskone forelsker sig i en mand, som jeg er på bølgelængde med, og som er sød ved børnene. Man kan ikke sige, jeg har nemt ved at tilgive, for det er let, når han er sød. Det var noget andet, hvis han slog mine børn, siger Karsten.
Den nye kæreste blev sågar webmaster på Karstens forskellige hjemmesider. Også hjemmesiden www.tilgivelse.dk, som Karsten fik ideen til efter at have læst en anmeldelse i Kristeligt Dagblad af Paul Leer-Salvesens bog ”Tilgivelse”, hvor journalisten  undrede sig over, at ingen brugte domænet tilgivelse.dk. Karsten bestilte det straks. Han vidste, at det var hans domæne. I dag samler hjemmesiden på fortællinger – store som små – der kan inspirere andre til tilgivelse og forsoning. Eller med Vigga Bros ord: ” Lad os finde den historie, som stikker en kæp i hævnens og hadets hjul”.

Da jeg hørte Karstens historie for første gang, virkede den næsten for god til at være sand. Men da Karsten først begyndte at fortælle, kunne jeg høre, at forsoningen er det vigtigste for ham.
– Jeg vil gerne vise, hvor godt det kan gå, hvis man undgår hævn og gengæld, men i stedet gør egoet mindre og finder kærligheden til forsoning og til at komme videre, siger Karsten, der i dag har mødt den kvinde, han kalder sit livs kærlighed.
Forbillederne er Tutu, Mandela og Gandhi.
– De er mine helte. De har gjort noget for andre, og vist vejen ved tilgivelse og forsoning, siger Karsten.
Som barn i søndagsskolen hørte han historierne om tilgivelse og forsoning fra Bibelen. Senere opdagede han, at de historier er overalt i verden .
– I alle religioner og kulturer er der eksempler på fortællinger om, at det er bedre at tilgive, siger Karsten, der er ved at lægge sidste hånd på et tilbud til sogne med fortællinger om tilgivelse med udgangspunkt i Jesu lignelser. Et område han ikke tidligere har kastet sig over, selv om han er historiefortæller.
– Jeg har tidligere tænkt, at det var præstens område, og at det var for stort, men nu er jeg blevet opfordret til det, så nu skal det være. Jesus er jo en forbilledlig historiefortæller, smiler han
At fortælle har også været en måde at komme over det for Karsten.
– Karen Blixen har sagt:  ”Alle sorger kan bæres, hvis de kan sættes ind i en fortælling eller hvis man kan fortælle en historie om dem”  fortæller Karsten om sin vej til tilgivelse, og tilføjer:
– Det er altid en fordel at tilgive. Tutu siger, at der ingen helbredelse er uden tilgivelse. Man kan blive syg af hævn. Man kan ikke sige, at folk skal tilgive, for man kan ikke fremtvinge tilgivelse. Ligesom man ikke kan fremtvinge forelskelse. Men man kan fortælle historier, der viser vejen.

Historien har flere slutninger efter den blev skrevet i 2008. Torben døde desværre af kræft nogle år senere, og jeg græd næsten lige så meget, da han gik ud af mit liv, som da han gik ind i det. Og noget af det vigtigste: Der dukkede også noget op, som jeg selv måtte bede om tilgivelse for. Min datter var blevet 17 år, og vi gik en tur i skoven. Jeg kunne mærke, hun var vred. Jeg spurgte ind til, hvad det var? Jo hun havde spurgt sin mor om hvordan det kunne være hun havde forladt mand og børn. Og moderen havde forklaret ”at du far, havde haft en affære med en anden kvinde, dengang jeg kun var et lille barn på et år. Hvordan kunne du gøre det? Mor havde måske nok tilgivet det, men hun havde også besluttet, at hvis hun fik chancen for en kærlighedsaffære, ville hun ikke holde sig tilbage.”

Vi gik lang tid tavse side om side. Jeg manglede ord for at beskrive, hvilken galskab en mand kan blive grebet af. Til sidst sagde jeg: Kan du tilgive mig? Og min datter sagde “Ja”. Så fulgtes vi ad hjem hånd i hånd.