Tilgivelse – et synspunkt fra islam. En skoleleder fra Gaza kommer til Faxe Fortælle Festival i 2004 og fortæller om at tilgivelse er det vigtigste. En beretning om en mand, der nægtede at hade.
Ahmed Abdullah var skoleleder for Jabalia Preparatory School i Gaza. Da jeg læste om hans synspunkter I Samvirke, havde jeg hverken rist eller ro, før jeg havde fået opsnuset hans telefonnummer igennem FN-organisationen UNRWA, og spurgt om han virkelig fastholdt sine synspunkter under de stadig forværrede forhold. Det gjorde han! På hans skole er der 1500 elever og 48 lærere. En gang om ugen samler Ahmed eleverne og taler til dem om tilgivelse. ”Forgivness is the spirit of islam” siger han. På mirakuløs vis lykkedes det at få Ahmed til Danmark og fortælle sin livshistorie på Faxe Fortælle Festival i 2004, hvor temaet vaar Fred og Tilgivelse. Det blev et meget bevægende møde med Ahmed. Publikum var meget rørte over hans fortælling. Han havde gennemgået utrolige trængsler bare for at rejse ud af Gaza og krydse de nødvendige tjek-points. Han tog det med stoisk ro. Kort tid efter han var kommet tilbage til Gaza kørte der en kampagne i medierne om, at en FN ambulance havde transporteret en Kazamraket. På den baggrund forlangte israelerne FN chefen Jørgen Hansen fyret. Hvad medierne ikke fortalte var, at den famøse ambulance holdt lige uden for Jabalia Preparatory School. Hvad medierne heller ikke fortalte var, at israelske soldater havde raseret skolen og taget en masse udstyr med, bl.a. andet skolens eneste computer… Da Ahmed fik lov at vende tilbage til sit kontor kunne han ikke finde så meget som en blyant! Jeg hørte om det fra palæstinensiske venner og blev fuldstændig rasende og ringede på Ahmeds mobil…. Han var rolig og fattet og sagde at han fastholdt sine synspunkter om tilgivelse, forsoning og fredelig sameksistens. Han er virkelig en mand, der giver håb…. Vi kunne så også give Ahmed fornyet håb, da vi havde samlet 34.000 kr ind. (Størstedelen kom fra fagfoeningen BUPL) For disse penge kunne skolen få to computere i stedet for den israelerne havde taget samt en printer. Det var den første praktiske manifestation fra Tænketank For Tilgivelse i solidaritet med ligesindede.
Jeg kan tydeligt huske, at Ahmed sluttede sin fortælling med at sige: "Hvis ekstremisterne i begge lejre vinder frem, så Gud nåde os!" Det må man sige, at de har fået brug for her i 2024, hvor der foregår et regulært folkemord, uden at den såkaldt civiliserede verden griber ind.
Lad os glemme hadet -50 ÅR SOM FLYGTNING
En portrætsamtale med skoleinspektør Ahmed Abdullah Jabalia Camp, Gaza. (Denne artikel har været bragt i ”Samvirke” januar 2001. Af Else Lidegaard)
(Billedtekst til foto af Ahmed Abdullahs mor): Den gamle kvinde sidder i lysstriben fra vinduet og taler indtrængende til mig på et sprog jeg ikke forstår. I hånden har hun nogle gulnede papirer, hun viser mig dem ivrigt, side for side, det er skøderne på den jord hun måtte flygte fra i 1948, da den israelske stat blev dannet. Sammen med nøglen til hoveddøren og en stump af hendes mands blodplettede skjorte er det hendes dyrebareste klenodier.
"BLIV! BLIV! DET KOMMER TIL AT GÅ JER SOM OS. I BLIVER GLEMT! råbte hendes søn, Ahmed Abdullah, da han på tv så Kosovoalbanerne flygte fra hus og hjem. Da havde han sammen med sin mor levet som palæstinensisk flygtning i Gaza striben i 5o år.
Flygtninge er måske de mennesker der er i størst fare for at miste deres identitet. De omtales i regelen som grupper, som ofre, som problemer. Sjældent møder vi dem direkte som individuelle mennesker med et levet liv som andres, fyldt med følelser og holdninger.
"De første seks måneder af mit liv boede jeg i en ganske almindelig landsby. Vi har vel været omkring 250 mennesker i 1948. Her levede folk stille og roligt med deres jord, indtil den dag vores by blev angrebet af israelske tropper, og vi blev jaget væk. Min fader døde allerede før vi var nået ud af byen, og på vejen væk fra min landsby kastede et israelsk fly en bombe ned over os og dræbte hele min familie: to brødre og fem søstre.
Jeg selv var ½ år gammel og blev hårdt såret. Da støvet havde lagt sig begyndte min moder, som også var alvorligt såret, at kalde på sine børn, en efter en. Intet svar. Så mistede hun bevidstheden.
"De første seks måneder af mit liv boede jeg i en ganske almindelig landsby. Vi har vel været omkring 250 mennesker i 1948. Her levede folk stille og roligt med deres jord, indtil den dag vores by blev angrebet af israelske tropper, og vi blev jaget væk. Min fader døde allerede før vi var nået ud af byen, og på vejen væk fra min landsby kastede et israelsk fly en bombe ned over os og dræbte hele min familie: to brødre og fem søstre. Jeg selv var ½ år gammel og blev hårdt såret. Da støvet havde lagt sig begyndte min moder, som også var alvorligt såret, at kalde på sine børn, en efter en. Intet svar. Så mistede hun bevidstheden.
Da de øvrige slægtninge var kommet til sig selv efter bombardementet troede de at vi alle var døde undtagen min moder, som blev transporteret til et nærliggende hospital. Min onkel og nogle andre mænd fra landsbyen bar mine søskende og mig hen til en kirkegård som lå lige i nærheden. Her gravede de to grave. Først blev pigerne begravet i den ene grav, så lagde de den ældste dreng i den anden grav, derefter nummer to ovenpå og til sidst babyen øverst. Men da de skulle til at begrave mig, kom en af dem til at støde til mig på et sted hvor jeg var såret. Så skreg jeg. Og de forstod at jeg var i live. Jeg blev lagt til side, og de andre begravet. Men så blev vi igen angrebet af Israelere, der var et hæftig skyderi, mine slægtninge løb bort og lod i skyndingen mig ligge."
Ahmed bliver fundet og anbragt hos en gammel tante, der imidlertid ikke ved hvordan hun skal tage sig af det sårede barn. Der går betændelse i sårene, og da han omsider kommer på hospitalet, vil lægerne straks amputere begge ben for at redde hans liv. Men en af hans fars venner får ham videre til en privat klinik, hvor lægen påtager sig at pleje ham, mens vennen sniger sig tilbage til landsbyen for at hente de nødtørftigste ting. De ser ham aldrig mere.
"I mellemtiden var min moder blevet overført til et hospital i Gaza. Hun var døende. Hun nægtede at tage imod nogen form for behandling eller medicin. Hvad skulle hun leve for? Hun havde jo mistet sit hjem, sin familie, alt. Hun troede jo alle hendes børn var døde. Da hun nu fik at vide at hendes mindste lille barn stadig var i live, forlod hun hospitalet omgående og fuldstændig tomhændet. Det eneste hun tog med var et hovedklæde besat med sølvmønter. Hun begyndte nu at skære nogle af disse sølvmønter af. Med dem betalte hun doktoren og fik mig udleveret.
Men leve skulle vi jo. Derfor begyndte min mor - og jeg så snart jeg var gammel nok - at samle dyrenes afføring op fra gaden og sælge det til dem der havde jord. For pengene kunne vi købe mad. Hvor vi boede? Dér hvor vi var nået hen. Under et træ, nær en mur. Sådan startede vi, og sådan levede vi til UNRWA blev oprettet i 1950. De gav os et telt, et ganske lille telt, men for mig var det et slot.
Min moder begyndte nu at vaske tøj for rige folk. Men ved dagens slutning var hun altid meget sørgmodig, tårerne flød fra hendes øjne, jeg kunne ikke rigtigt forstå hvorfor. Så da jeg blev større spurgte jeg hende om hvorfor hun græd. Så fortalte hun mig at ikke blot havde hun mistet sit hjem, sin mand, hele sin familie, det gjorde hende meget trist. Men det at miste sin værdighed var noget helt andet. Dengang hun var gift med en jordejer og datter af den stedlige borgmester var hun en meget respekteret kvinde i sin landsby, men nu var der ingen der kendte hende, ingen der vidste hvem hun var. Fra at være frue var hun nu blevet tjenestepige. Senere begyndte min mor også at arbejde på citrusmarkerne i høsttiden.
Da jeg var seks år, kom jeg i skole og klarede mig godt. Jeg kan huske at jeg fik en præmie i overværelse af hele skolen, fordi jeg var den reneste dreng i hele byen. Og da de gav mig den sagde de: "Selv om hans tøj er helt fuldt af lapper, er han den reneste." De gav mig to par bukser, og det var første gang jeg ejede et par bukser, et par blå og et par brune - det er den dag i dag mine yndlingsfarver." Og Ahmed rejser sig og viser mig at han også i dag har brun skjorte og blå bukser på.
"Min mor overværede det ikke - hun var altid på arbejde, og jeg var alene hjemme - derfor er jeg blevet en god kok. Jeg lavede selv mad. Sådan levede vi indtil 1965. Mine skolekammerater og venner havde allesammen fædre, og da vi var færdige med skolen, fortsatte de på universitetet. Det kunne jeg ikke, for jeg havde ingen mulighed for at betale gebyret, vi havde besvær nok med lige at overleve. Men så kom jeg i 1967 heldigvis ind på et UNRWAlærerseminarium, som var gratis. Jeg fik min eksamen i 1969 og jeg kan huske hvor stolt jeg var, da jeg fik min første løn udbetalt, nu var jeg en mand med en stor indtægt. Jeg lagde pengene foran min mor og sagde: "Her er den første frugt fra det træ du plantede". Hun så på dem - så skubbede hun dem væk og sagde: "Jeg gav dig penge, da du og jeg behøvede dem. Nu giver du mig penge, på et tidspunkt hvor jeg ikke behøver dem. Jeg vil have min familie tilbage igen. Jeg opfostrede dig for at du kan give mig min familie igen." Så forstod jeg at hun ville have jeg skulle gite mig og få børn."
Ahmed Abdullah giftede sig og fik lykkeligvis fem døtre og tre sønner, så hans mor næsten følte at hun havde fået sin egen familie tilbage.
"Een gang havde vi lejlighed til at tage hende med tilbage til landsbyen og bad hende om at vise os alt det vi ejede, hvor vi fik vand fra, hvor markerne var, hvor vores hus lå - alting. Nu kan vi ikke længere komme ud af landet. Efter 50 år kan jeg ikke forlade Gaza. "Af sikkerhedshensyn", siger de. Jeg er 53 år, jeg er blevet undersøgt og arresteret een gang, men jeg har aldrig været i fængsel. Jeg har aldrig gået ind for vold eller gjort noget mod Israelerne, jeg har altid talt for fred. Jeg ønsker at vende tilbage til landsbyen en dag. Måske giver de mig ikke al jorden tilbage, måske vil de ikke engang give mig halvdelen, måske vil de ikke engang give mig 10 %, eller bare 2%. Det vil jeg acceptere altsammen. Men een procent må de give mig, så jeg kan bygge et hus, hvor mine børn kan bo. Det gør ikke mig noget, hvis jeg får en jøde til nabo, han er et menneske lige som mig, vi kan godt leve sammen. Det er på tide at vi begraver hadet. Det er på tide at vi tænker som civiliserede væsener. Vi må begynde helt forfra. Vi må begynde at handle. Og jeg ville meget gerne leve i een stat: Israelere, jøder, muslimer, kristne - det er lige meget for mig. Vi er lige når det kommer til stykket. Men hvis Israelerne insisterer på at have deres egen stat, ok, så held og lykke med det, men så vil jeg også have min egen stat i følge FN-resolutionen. Og lad os så være gode naboer i stedet for at spilde penge og tid og kraft på at bekrige hinanden. Lad os vende strømmen og begynde at udvikle dette land så vi kan producere mere mad, mere kærlighed, mere fred. Vi må få vores børn til at elske hinanden i stedet for at hade hinanden, vi må lære dem at acceptere andre mennesker fra andre kulturer og deres tanker og ideer. Vi må lære dem at tilgive. Det må og skal vi. Og det er min holdning her på skolen, at lære eleverne at tilgive. Jeg kan ikke lære dem at glemme, for de lever i det dag ud og dag ind, de lever i små boliger i snævre gyder, i overfyldte klasser, de er konfronterede med det på alle områder. Jeg kan ikke lære dem at glemme, men jeg kan lære dem at tilgive.
Jeg sagde engang til en jøde: Der er fundamentalister på Jeres side og der er fundamentalister på vores side. Det er os der er fornuftens stemme. Det er os der kan finde løsningerne. Løsninger der kan vare evigt, hvis jeg respekterer dig og du respekterer mig. Jeg designede engang en T-shirt, hvor der var tegnet to flag, det palæstinensiske og det israelske. Nedenunder stod der: to folk, to stater: een fremtid. Israelerne arresterede mig for det. Men det er det der sker nu. Det er realiteterne. Vi prøver at undgå dem, men sådan er virkeligheden. Israelerne tog engang dette land, vi tog engang dette land, det er vores skæbne at være to folk som må leve sammen. Det er på tide at gøre en ende på begge folks lidelser. Hvis vi har viljen til det, er det let. Hvis mennesker har viljen til det, kan de finde på atomvåben, hvis de har viljen til det, kan de tage helt op til månen.
Tro mig, jeg har mange venner, jeg har undervist i denne flygtningelejr i 3o år, hvert år ca. 1000 elever, de fleste mennesker her i lejren kender mig. Vi mødes forskellige steder - vi diskuterer altid politik. De fleste palæstinensere anerkender Israel som en stat. Det er kun fundamentalisterne på hver side der ikke gør. Hvis Israelerne bliver ved at opføre sig som besættelsesmagt, vil fundamentalisterne i begge lejre vinde gehør. Og hvis vi når til det punkt så Gud hjælpe os".
Den gamle kvinde har pakket papirerne sammen. Hun løfter skørtet lidt og viser mig sit nøgne ben. Der er dybe huller hvor skuddene har ramt hende. Man kan se blodet banke under den tynde hvide hud.
Interviewet er optaget i foråret 2000 i Gaza.
